I juledagene meddelte det britiske hof, at den 81-årige britiske Dronning Elizabeth er gået med på moden. Hendes nytårstale vil blive lagt på YouTube, så budskabet bliver ’mere personligt og direkte’.

Om et budskab bliver mere personligt af at hele verdens befolkning får adgang til det, kan diskuteres. Men smart er det, at man ikke længere skal grave i historiebøgerne for at finde kendte taler og historiske øjeblikke. YouTube har allerede det meste.

Vil man se, hvad dronning Elizabeth sagde til sine undersåtter i den første tv-transmitterede nytårstale for 50 år siden, ligger det sort-hvide klip med en ung dronning på YouTube.

Er man gammel nok til at have hørt udtrykkene ’Ich bin ein berliner’ (John F. Kennedy) og ’I have a dream’ (Martin Luther King), men lidt undrende over, hvorfor de egentlig sagde det, kan man se talerne på YouTube. Eller klikke ind på siden om ’Famous quotes’, hvor mange taler – fra Hitler til Mandela – er lagt ud.

Mordet på John F. Kennedy
Selv tilhører jeg generationen, der tit har hørt de voksne tale om, hvad de lavede, da førnævnte Kennedy blev skudt. Det er et fantastisk stykke historie at se det over 40 år gamle klip, hvor det bliver annonceret på tv, at præsidenten er død. I sort-hvid og med en tydeligt berørt nyhedsvært.

YouTube er ikke kun almindelige menneskers hjemmevideoer og stjernernes musikvideoer. Det er et mindre historie-arkiv, der også rummer den første månelanding, hvor Armstrong udtaler de så berømte ord: ’One small step for man, one giant leap for mankind’. Og øjeblikket da BBC får meddelelsen om, at prinsesse Diana er død.