Da Nintendo DSi udkom for cirka et år siden, var fokus på den større skærm, de to kameraer, den medfødte browser, muligheden for at hente spil og gemme dem på et SD-kort, samt foto- og musik-software. Det var alt sammen vældig godt.

Men hvorfor så en XTRA LARGE udgave nu, kun et år efter?

Du får selvfølgelig de samme features som i DSi’en, men Nintendo fremfører som vigtigste argument, at med de større skærme og bredere synsvinkel i DSi XL kan familie og venner bedre følge med i, hvad du spiller. Men jeg har Nintendo mistænkt for at skjule XL’ens virkelige formål.

Fakta er, at flere og flere voksne er blevet suget ind i Nintendos verden de seneste år, og de fleste får problemer med deres syn, når de runder de fyrre. Så det er da helt naturligt at sigte efter denne målgrup­pe. Er jeg så fornærmet over, at Nintendo tænker på mig som aldersmæssigt udfordret?

Nej, jeg er nærmest lykkelig. Skærmene er ifølge Nintendo 93 procent større end på DS Lite og cirka 63 procent større end på DSi’en, så jeg kan se alle de små mænd i alle de små spil. Og den kan stadig væ­re i min rygsæk. Desuden har Nintendo inkluderet en større pegepind, så man kan få et bedre greb om tingene.