Internetgiganten Google rydder op i privatlivspolitiken og kombinerer samtidig data om brugerne fra alle Googles produkter og tjenester.

Google har igennem længere tid samlet informationer om deres brugere, og fra 1. marts 2012 vil søgegiganten kombinere den viden de har indsamlet på tværs af deres produkter, som for eksempel Gmail, YouTube og Google-søgemaskine, til at målrette fremtidige søgninger og annoncer på Google. Det skriver Google i et blogindlæg.

De nye ændringer betyder, at mere end 70 privatlivspolitikker bliver samlet i en samlet privatlivspolitik, som gælder for alle Googles produkter og tjenester.

Alma Whitten, direktør for Googles privatlivspolitik skriver i blogindlægget, at de nye ændringer betyder »færre ord, simple forklaringer  og mindre advokatsnak«.

»Hvis du er logget ind, vil vi kunne kombinere oplysninger, du selv har bidraget med fra en tjeneste med oplysninger fra en anden tjeneste,« forklarer Alma Whitten.

Direktør i Commom Sense Media, James Steyer mener, at Google nye privatllivspolitik er frustrerende også en smule skræmmende. Til den amerikanske avis Washington Post siger han:

»Selv hvis virksomheden mener, at det at spore brugerne på tværs af alle platforme forbedrer deres tjenester, bør forbrugerne forsat have muligheden for at sige nej – især børn og unge som er storforbrugere af YouTube, Gmail og Google-søgninger.«

Hvis du er i tvivl om hvilke informationer Google har om dig, anbefaler Google er du besøger Google betjeningspanel, hvor du kan se hvilke tjeneste du er tilmeldt.

I videoen herunder gennemgår Google kort de ny ændringer: