Tænk dit næste træk, og se det blive udført på din computerskærm. Det lyder mest som en scene fra en science fiction-film, men det kan nu blive helt almindeligt, når man skal spille computer.
Et canadisk firma, der arbejder med at udvikle tankekontrollerede computere, præsenterer til dette års udgave af elektronikmessen Consumer Electronics Show i Las Vegas to computerspil, som kan kontrolleres udelukkende ved hjælp af ens tanker.
Det ene af spillene er en relancering af iPad–spillet Zenbound, hvor man skal vikle træmodeller ind i reb ved at tilte og flytte modellen. Frem for at bruge sine hænder kan man nu nøjes med et sæt høretelefoner udviklet særligt til at læse ens hjernebølger.
»Jeg tror, at tankekontrollerede computerspil kan blive mere og mere almindelige. Man kan allerede bruge tankerne til at styre computere til flere ting, blandt andet at stave,« siger Lars Kai Hansen, professor ved DTU informatik.
Han fortæller, at man i starten udviklede tankekontrollerede computersystemer for at hjælpe svært handicappede, som ikke kunne bevæge sig. Men efterhånden er den mere kommercielle del i kraftig vækst, og det handler dybest set om, at det skal være sjovt for brugerne.
»I gamle dage skulle man bruge et tastatur. Nu bruger man bevægelsescensorer, og hvis du i fremtiden kan bruge tankerne, så er det bare endnu en ny og sjov effekt,« siger Lars Kai Hansen.
Ariel Garten er direktør i det canadiske firma InteraXon, som står bag spillene. Hun fortæller, at spillene ud over at være underholdning også kan bruges til at forbedre ens koncentration og hjælpe mennesker med ADHD. Spillene henvender sig dog til alle.
»Jeg bliver ofte spurgt, om vi udvikler denne teknologi til mennesker med et handicap. Svaret er nej – vi udvikler det til alle,« siger hun til NewScientist.















































/templates/img/global/5-col-line.jpg)




