Allan Olsen serverer bittersøde og personlige sange på sit nye album. Men han uddeler også krasse klø til slatne fædre og politikere, der ‘tackler igennem mod de svageste led.’
Sanguddrag
Nu modtar’ du knægten hver fjortende dag på perronen
I følges i biffen og du mærker hans fremmede hånd
På hjemvejen spiller du klovn så der ikke blir for stille
og så han ikke pludselig spør’ dig
- far er du egentlig en mand?
Alfa Konsensus
Jeg ku gøre som jeg plejer jeg ku blive bag mit skjold
jeg er så heldig at jeg kan nøjes med lidt bordfodbold
massakren på banen skal virkelig være slem
før en halvgammel kyniker som mig træder frem
Roser og violer blå
Allan Olsen
olsen – den vanvittige
• 51 år og opvokset i Frederikshavn.
• Guitaren var for en ung Olsen midlet til at slippe for kedeldragten. »Og så gav den piger.«
• Har intet tv og hører kun P1.
• Læser indimellem Weekendavisen, ellers kun gratisaviser.
• Indleder altid sine turneer i Hirtshals, for »hvis det går her, går det alle steder.«
• Hader skriveprocessen. »Den minder om lektier, og jeg var ikke for heldig i skolen.«
»En mand er ikke en mand, før han er blevet far,« fastslår den 51-årige nordjyde, sangskriver og far Allan Olsen.
Men ikke engang med den titel er mænd sikret manddom. I hvert fald spidder Olsen på sit nye album, ‘Multo Importante’, nutidens fædre som vattede medløbere, der ‘modtar knægten hver fjortende dag på perronen’.
»De lever en tilværelse, hvor de har unger hveranden weekend og forsøger at lære dem at kende. I vores kultur er det, som om, mænd er kvinder, kvinder er mænd og børnene er forvirrede,« funderer en smøgpulsende Allan Olsen, som siger, han er mere vanvittig end rasende.
Vanviddet da også nærmest stritter ud af coveret til hans nye album, ‘Multo Importante,’ hvor
nordjyden galoperer af sted som 1400-tals-figuren ‘Den rasende Ro-land’, der mistede sin forstand af ulykkelig kærlighed.
Men det skal man ikke hænge sig i, siger Olsen. For noget skulle der være på coveret og ‘lidt utilregnelige er vi jo...’
Sangen om slappe fædre udsprang af et billede i Politiken.
»Der var en artikel om danske familier. Forrest på billedet stod moren med praktisk herreklip, for når man har fået børn, kan man åbenbart lige så godt få praktisk herreklip. Hun stod skarpt. Langt bagude ved køkkenbordet, dækket ind bag babymad, sutter og sådan en sæk, man kan have ungerne i på maven, stod så hannen med et udslukt udtryk i øjnene. Det var hende, der talte og ham, der ind-imellem sagde ‘ja, det er også rigtigt’.«
Er ‘Alfa Konsensus’ en opfordring til de ynkelige faldne mænd om at rejse sig?
»Nu er jeg så heldig, at jeg kan nøjes med at skrive sange. Jeg fotograferer virkeligheden. Hvad der så skal gøres ved den, lader jeg andre om. Men jeg konstaterer, at det er blevet sådan.«
Det feje game
Flere sange på ‘Multo Importante’ er båret frem af indignation over nutidens fædre og nutidens magthavere. Men også over en gammel ungdomskammerat, der formastede sig til at sælge sin guitar, fordi han syntes, han var blevet for voksen. Og det var oven i købet en amerikansk ‘Gibson deluxe’, der nu står og ‘falmer i Finns butik.’
Der er masser af de skarpe, bittersøde og finurlige pointer og indfald, som Olsen er så god til. Men man finder også en god gammeldags protestsang mod den politiske virkelighed, hvor fodbold er metafor.
‘Roser og Violer blå’ beskriver, hvordan der ‘konsekvent spilles på dem, der ligger ned.’ En form for fodbold man på Olsens barndomsvej kaldte lusket og fej. Sangen rummer selvkritik. For måske var den unge Allan selv med til at lægge kimen til ‘det game han i dag græmmes ved.’
»Som knægte drillede vi altid dem med briller, eller fregner, eller hvad det nu kunne være. Når hormonerne så tog fat, og de voksede en halv meter på tre uger, så skulle de hævne sig og sparke alt omkring sig ned. Jeg tror, en stor del af den opbakning, der er til Dansk Folkeparti, kommer fra mennesker, der har følt sig i klemme og følt sig svigtet. Nu er de det parlamentariske grundlag, og det er jeg skeptisk overfor.«
Allan Olsen ærgrer sig over, at det er ‘et halvgammelt røvhul som ham,’ der skal råbe op. Men andre har for travlt med at dyrke sig selv, mener han:
»Det er, som om intelligentsiaen herhjemme har dannet sådan en arty-farty caffé latte-omgangsform med hinanden, som er ubrugelig. Det går ud på at være mystisk eller mærkelig – sådan Michael Berthelsen-agtig. De bedste hoveder sidder og pjatter. På radio har du nogle af vores bedste komikere til at sidde og snakke om, hvordan det er at være på diskotek i det indre København.«
Dronningen som mægler
Allan Olsen har dog ikke boksehandskerne på hele vejen. Langtfra. Der er spøjs skævhed, lækker leg med sproget og eftertænksom humor på ‘Multo Importante’.
Vi får for eksempel den smukke ‘Vintersol’ om en gammel mand, hvis krop igen opvarmes til 37,5, fordi han bliver forelsket. En selvudleverende sang om at få narrefisse. En hyldestsang til historiefortælleren Poul Erik Krogen. Og sangen ‘Vores Dronning,’ der på sin egen snu facon hylder Dronning Margrethe.
»Det slog mig omkring balladen ved Ungdomshuset, at den eneste, der kunne gribe ind med en vis tyngde, ville være regenten. Hun skulle køre Krone 1 op foran de brændende affaldscontainere og sige til alle parter: ‘Kan vi så få ro!’ Det ville sænke knipler og brosten i slappe medgørlige arme. Jeg mener, nu vi har hende...«
