Forbrugerorganisationen Aktive Forbrugere klapper i hænderne over en ny internetportal, der advarer om e-handlens brodne kar.
Trustpilot.dk samler kundebedømmelser, medieomtaler og klagesager om flere end 2.000 virksomheder på en enkelt hjemmeside, og det gør livet lettere for mange internetbrugere, mener organisationen.
»Det kan give forbrugeren et indtryk af virksomhedens kvalitet, som man ellers skulle bruge flere timer på at danne sig ved selv at søge de samme informationer. Det gør det meget lettere at vælge de brodne kar fra og de gode forretninger til,« siger Klaus Melvin Jensen, der er kampagneleder for Aktive Forbrugere.
De internethandlendes brancheorganisation er skeptisk over for hjemmesiden, som foreningens direktør betegner som unødvendig. Den holdning er Aktive Forbrugere dog lodret uenig i:
»Det kan være utrolig svært at bedømme en forretning alene på baggrund af en hjemmeside, så det gør bestemt ikke noget, at der kommer større eksponering på dem, der ikke gør det godt nok,« siger han.
Ud over at samle eksisterende bedømmelser sammenfatter Trustpilot.dk alle oplysninger om hver virksomhed til en overordnet karakter. Denne funktion sammenligninger Aktive Forbrugere med den kendte smileyordning i restauranter og butikker.
»Og vi kan vel alle sammen godt lide at se en glad smiley, inden vi bestiller,« siger Klaus Melvin Jensen.