Der er ikke plads til dem i ungdomsfængslerne. I stedet må de unge fængslede fra den sidste tids uroligheder nu sidde i isolation i voksenfængsler.
Ifølge Roskilde Dagblad sad hele 45 unge under 18 år i begyndelsen af denne uge
varetægtsfænglset i et fængsel for voksne. Og da mindreårige
ikke må pleje omgang med de ældre fanger, betyder det i praksis,
at de isoleres i deres celler.
Amnesty International kalder situationen
forkastelig.
»Det er dybt forkasteligt, at vi i et retssamfund
som det danske bryder FN's børnekonvention i stedet for at
oprette flere pladser til de unge kriminelle på
døgninstitutionerne,« siger jurist hos Amnesty
International, Claus Juul, til Roskilde Dagblad.
Spiser alene
Blandt andet kan den
17-årige, der er sigtet for at sætte ild til Hundigeskolen
natten til søndag, nu se frem til endnu to uger alene i den celle, hvor han har tilbragt de sidste fire dage. De unge fik i går forlænget sin varetægtsfængsling, men der er ikke plads til at anbringe ham på en af de sikrede
institutioner, som han ellers burde befinde sig på.
Kriminalforsorgen har endnu ikke opgjort tal for,
hvor mange unge der i 2007 i praksis måtte sidde
varetægtsfængslet i isolation på grund af pladsmangel, men de
oplyser ifølge Roskilde Dagblad, at der hver dag i 2007 i gennemsnit har siddet 14 til
15 mindreårige varetægtsfænglsede i fængsler, der er beregnet
til voksne.
Disse unge kommer ikke med på gårdtur, ligesom de
ikke spiser med de øvrige fanger.
Isolerer børnene for at leve op til konvention
Danmark underskrev FN's
børnekonvention i 1989, hvori der i artikel 37 står, at »Barnet
må ikke udsættes for tortur og skal behandles ordentligt, hvis
det er i fængsel.«
»Samfundet har en forpligtigelse til, at børn
ikke afsoner sammen med voksne, og det er på ingen måde
acceptabelt, hvis man er nødt til at isolere dem i fængsler for
at leve op til de krav, siger Claus Juul.
Han bakkes op af den
17-åriges forsvarer, der i retten i Roskilde i går begærede sin
klient løsladt.
»Når unge sidder varetægtsfængslet i et fængsel
for voksne, er det i praksis ensbetydende med isolationsfængsel.
Det er i mine øjne ude af proportioner, sagde Mikael Dreyer ifølge Roskilde Dagblad i
går i retten, før dommeren valgte at forlænge
varetægtsfængslingen frem til den 6. marts, hvilket er godt en
uge mindre, end anklageren ønskede.