Et smil, et skuldertræk eller himlen med øjnene. Nu er det bevist, at mænd simpelthen ikke forstår, hvad kvinder i virkeligheden mener.
Hvad er kvinder i virkeligheden ude på? Hvornår prøver de i de gennem kropssproget at flirte – og hvornår er eksempelvis et smil bare et udtryk for venskab.
Svaret er, at især unge mænd ofte ikke aner det, viser ny forskning offentliggjort i tidsskriftet Psychological Science.
Og det har konsekvenser for mænds kærlighedsliv.
Ofte misfortolker mænd nemlig kvinders kropssproglige flirt med ikke-seksuelt venskab. Hele 70 procent af de kvinder, der deltog i undersøgelsen, siger, at de har oplevet at mænd har misfortolket deres flirt.
Til gengæld er mænds kropssprog let for kvinder at aflæse.
En af forklaringerne på mænds ringe evne til at forstå det modsatte køns kropssprog er ifølge Pamela McAuslan fra University of Michigan-Dearborn, »at kvinder er bedre til at kommunikere og går ofte mere op i faste forhold. Mænd er derimod oftere mindre optaget af selve kommunikationen, men i stedet konstant på udkig efter nye muligheder for at få sex,« siger hun til Live Science.
Men ifølge forskerne bag undersøgelsen er det ikke en fysisk umulighed for mænd at komme til at lære, hvilke ting kvinder fortæller med deres kroppe. Mænd skal blot lære at blive bedre til at kigge og fortolke bedre.
Indtil mændene får dette lært, er rådet fra folkene bag undersøgelsen til kvinderne, at skære hensigterne ud i pap overfor mændene.