• Drog derefter til USA for at leve af at spille poker og backgammon, men var tæt på at dø af dehydrering, efter han kørte forkert i Nevadas ørken. Det blev startskuddet til at vende hjem til Danmark og begynde musikkarrieren.

• Debutalbummet ‘Rasmus Nøhr’ udkom i 2004, men det var først med 2006-pladen ‘Lykkelig smutning’, at Rasmus Nøhr fik sit helt store gennembrud.

• Udsendte i foråret ‘I stedet for en tatovering’.

Solen skinner, og byen dufter så dejligt af forår, da den lille filantrop og det glade pizzabud – eller i hvert fald deres bagmænd – mødes i det saftig-grønne græs på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København.

Hun har netop sikret sig fornøjede anmeldelser af debutpladen med finurlige danske tekster om barbiedukker, tykke piger og farlige København. Han har de seneste år fået danskerne til at synge med på nyklassikere som ‘Sommer i Europa’, ‘Det glade pizzabud’ og ‘Hash eller gas’.

MetroXpress har sat de to danske sangskrivere Rasmus Nøhr og Annika Aakjær stævne til en snak om pizzabude, barbiedukker og trangen til at skrive på dansk.

Forskellene er tydelige: Han er opvokset på Nørrebro, hun stammer fra en lille flække i Nordjylland. Han har taget skridtet fra undergrund til mainstream, og hun står og tripper på kanten af gennembruddet.

Alligevel har de to en væsentlig ting til fælles. De er begge engagerede medlemmer af sangskriverkasten, der udfolder sig på dansk.

»Det er et kæmpestort ansvar at synge på dansk, fordi man gør sig meget sårbar. Alle kan forstå hvert et ord, og det er tydeligt, hvad man har på hjerte. Samtidig synes jeg, det er fedt, at folk får det lige i hovedet. Man slipper også for at blive sat i bås, når man synger på dansk, fordi folk lytter til sangen i stedet for at forholde sig til, hvordan man synger,« forklarer Annika Aakjær med det flammende røde hår.

Hun har tidligere skrevet sange på engelsk, men har nu valgt dansk som sit sang-sprog.

Venner eller menneskehed
For Rasmus Nøhr har der aldrig været tvivl om, at hans sangskrivning skulle være på dansk.

»Mine modtagere er danske, så derfor ville det være underligt at skulle synge på et fremmedsprog. Samtidig synes jeg, det er hver generations pligt at holde det danske sprog i live og videreføre det, som vi har fået overleveret, så vi ikke ender som en amerikansk provins. Det ville være superfattigt, hvis vi ikke havde en særlig dansk musikalsk identitet, som får os til at værdsætte vores kultur og identitet. Jeg har kun skrevet en enkelt sang på engelsk – den skrev jeg den 11. september, til hele menneskeheden. Men jeg var nødt til at skrotte den igen. Jeg har ikke lyst til at tale til hele menneskeheden. Jeg vil meget hellere tale til mine venner og dem, som står mig nær,« fortæller Rasmus Nøhr og tager samtidig hul på endnu et fællestræk mellem ham og Annika Aakjær.

Nemlig de nærværende tekster. »Annika-sange er ofte allegoriske, så jeg opfatter dem egentlig ikke som sange om hverdagsting. Når jeg skriver en sang om forældre, der er forfærdede over, at deres dreng er bøsse, så er det en allegori for intolerance. Ligesom sangen om at tage afsked med Barbie handler om at blive voksen og indse, at man aldrig får det perfekte Barbie-liv. Jeg skriver selvfølgelig på følelser fra hverdagen, men at skrive sange er som at åbne et rum i sig selv, og så ved man ikke, hvad der kommer ud før bagefter,« siger Annika Aakjær om sang-skriverprocessen.

Tabu og pizzabud
Selv om Rasmus Nøhrs tekster ikke ligefrem handler om Barbie-dukker og pige-drømmen om at blive gravid, kan han sagtens følge Annika Aakjærs tanker om de nære historier som afsæt for at tage fat på større problemstillinger.

»Jeg fortæller historier fra mit eget liv, når jeg skriver sange. Og så vælger jeg ofte tabuemner – noget, som jeg ikke kan snakke om. Så kan folk spejle sig i det og føle sig bedre tilpas med sig selv ved at vide, at jeg har oplevet noget lignende. Og så har jeg gjort et godt stykke arbejde. Men ofte graver jeg de mere seriøse emner ned i teksten. ‘Det glade pizzabud’ handler jo egentlig om, at det er virkelig langt ude, at det er nemmere at få en kæreste, hvis man arbejder som direktør for et reklamebureau, end hvis man er pizzabud. Havde jeg skrevet helt firkantet: ‘Kære kvinder, pizzabude er altså lige så gode fædre som reklamedirektører’, så behøvede man ikke at tage stilling til det. Så kunne de bare afvise sangen med deres forudfattede meninger og slukke for den. Men med en på overfladen sjov og underfundig sang, så kan det faktisk være, at der er et pizzabud, som får noget fisse på den, og så har jeg lavet et stykke kunst på en undergravende måde,« forklarer Rasmus Nøhr med et grin.

Slug ensomheden
Trods nærheden og de danske sange er der unægtelig forskel på at synge om pizzabude og Barbie-dukker. Føles det lige så forskelligt at være mandlig og kvindelig sang-skriver?

»Jeg tror simpelthen ikke på forskellen mellem mænd og kvinder, det er bare en undertrykkende tankegang og ren humbug. Man skal ikke bare tage arvegodset for gode varer. Jeg vil gerne slå et slag for, at det er supermaskulint at turde indrømme, at man er en følsom mand,« siger Rasmus Nøhr.

Derfor står han også ret uforstående over for, at der er så forholdsvis få kvindelige sangskrivere i forhold til mændene:

»Der er supergod plads på den danske scene, så hvis nogen har lyst til at komme med noget, så er der rig mulighed for det. Jeg tror ikke, der findes nogen barrierer for kvinder i musikbranchen. Men måske er der en barriere i, at det kræver så mange timer med sig selv. Mit indtryk er, at piger er mere afhængige af, at det sociale netværk kører hele tiden. Det får man ikke skrevet sange af. Det kræver, at man skal sluge den store og tunge ensomhedspille, og det er der tilsyneladende ikke så mange piger, der vil.«

Annika Aakjær ser helt anderledes på tingene, selv om hun heller ikke har mærket barrierer i musikbranchen.

»Der er langt mellem kvinder, som skriver på dansk, fordi det handler om at udstille sig selv. Piger er jo mere tilbageholdende og bange end drenge. Det krævede virkelig meget af mig at stille mig op og synge mine egne sange. Jeg savner da, at nogle flere piger har lyst til at fortælle om deres syn på livet,« lyder den afsluttende opfordring fra Annika til alle de kvindelige sangskrivere in spe.