Opdateret 2009-07-09 08:41

»Livet er for mig som udgangs- punkt kedeligt og trivielt«
Debutant fra Forfatterskolen Theis Ørntoft vil skrive grimt, fejlfyldt og forhåbentligt fængende poesi
Ny i kulturlivet
Nye talenter er klar til at indtage scenen i dansk kulturliv. Hele denne uge sætter metroXpress fokus på kulturlivets nyuddannede kunstnere. Læs i morgen interview med Maria Bertel fra Rytmisk Musikkonservatorium
Han klemmer øjnene sammen under solbrillerne. Lægger det ene ben tæt over det andet og holder armene tæt på kroppen.
Hans skrøbelige udtryk og spinkle skikkelse i formiddagssolen får ens tanker hen på en fugleunge, der ser lys for første gang.
»Livet er for mig som udgangspunkt kedeligt og trivielt, men med digtningen har jeg fundet noget, som gør mit liv interessant og spændende, og så kan jeg lide at skabe noget, som ikke var der før,« siger Theis Ørntoft, der efter to år er færdig på Forfatterskolen, som tidligere har haft forfattere som Lars Frost, Morten Søkilde og Helle Helle på skolebænken.
Til efteråret udkommer hans forfatterdebut, digtsamlingen ‘Yeah Suiten’, der blandt andet handler om at være ung i byen, men samtidig er et opgør med en mere klassisk måde at skrive og tænke digte på.
»Jeg læser mange digtere og bliver tit træt af dem. Jeg får lyst til at sabotere deres digte på grund af den stive, gængse og harmoniske måde, de er skrevet og præsenteret på i digtsamlinger, og som gør dem kedelige.«
Theis Ørntoft vil med sine digte vise, at rammerne for, hvad der er et digt, kan sprænges, og de derfor ikke behøver at være på en bestemt måde:
»Jeg undgår nogle gange sproglig præcision, grammatisk korrekthed, og skriver nogle billeder, der ikke hænger sammen. Og så bruger jeg visuelle elementer som fotografier fra musikverdenen, da det gør det mere appetitligt at læse,« forklarer han.
Det er ikke kun, fordi han ikke kan lade være med at ytre sig, at han skriver digte, men også fordi han har et håb om, at han kan få flere mennesker til at læse digte.
»Der er mange, der ikke læser digte til hverdag, da man ofte skal bruge tid på at forstå dem, eller fordi det kan være svært at relatere til dem. Men for mig er dét at læse digte lige så ungdommeligt som dét at gå i byen,« siger han og mener, at flere unge bør finde nogle digte, de kan lide, da de som film, bøger og musik også er et rum, man kan erkende i.
Julia Schmiegelow