En efterlønsreform er blandt de øverste punkter på de radikales ønskeliste. Også klimaet skal mere i fokus
Meningsmålingerne sendte i sommer de radikale ned at slikke spærregrænsen, men partiet har lige så stille nærmet sig valgresultatet fra 2007. Efter et veloverstået landsmøde er det en selvsikker Margrethe Vestager, som tager imod på sit lyse kontor på Christiansborg.
»Det har været træls, men nu er vi, hvor vi gerne vil være. Vi peger på Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister og diskuterer politik. Der har vi det bedst,« siger hun og henviser til den diskussion, der opstod efter S-SF’s ultimative krav om, at de radikale skal skrive under på den røde alliances fælles skatte- og udlændingepolitik.
Men Vestager lader sig ikke presse. Lige så ultimativt det er for S-SF, at de radikale bøjer nakken, lige så ultimativt er det for hende, at alt er til forhandling. Selv om S har hugget det ud i granit, at der ikke skal pilles ved efterlønnen, er netop en efterlønsreform et af de øverste punkter på den radikale dagsorden.
»Hvis vi som samfund havde råd til, at folk gik på efterløn i stort tal, så fint med mig. Men det har vi ikke. Om få år vil der mangle folk på sygehusene, i ældreplejen og mange andre steder. Derfor er vi nødt til at fremrykke velfærdsforliget, der udskyder efterlønsalderen,« siger hun.
Højt på partiets dagsorden står også krisen, klima og miljø, hvis løsning ifølge Vestager går hånd i hånd.
»De økonomiske vismænd har påpeget, at der er plads i økonomien til at bruge yderligere 10 milliarder kroner på vækstpakker. Der mener vi, at det er klogest at investere i klima og højteknologi, som kan sikre fremtidens arbejdspladser. Samtidig skal vi arbejde på at omskole og efteruddanne eksempelvis tidligere slagteriarbejdere, så de kan træde ind i de nye grønne job,« siger hun og understreger, at det er viljen til langsigtet politik, der adskiller R fra Folketingets øvrige partier.
»Vi måtte have en madbod«
Margrethe Vestager er 41 år og er født i Glostrup. Hun blev medlem af Folketinget ved valget i november 2001. Under Nyrup var hun undervisnings- og kirkeminister 1998-2001. Hun overtog posten som politisk leder efter Marianne Jelved den 15. juni 2007.
Hvilken hændelse har gjort dig til politiker?
»Jeg opdagede, at jeg var politiker, da jeg og nogle andre fandt på, at vi måtte have en madbod i vores skole. Det lykkedes for os at få det igennem. Jeg tror endda stadig, jeg har et billede af madboden med den giraf, jeg malede på siden af den. Når man har kræfterne og overskuddet til det, har man en forpligtelse til bruge dem på andre end sig selv.«
Hvilken politisk bedrift er du mest stolt af?
»Den indsats, vi i min tid som undervisningsminister gjorde for, at flere kunne få en ungdomsuddannelse, er jeg stolt af. Og for nylig var vi med til at sikre, at handicappede fik hævet deres SU, så de kan studere på lige vilkår med andre studerende. Det betød meget.«
Hvad er din største brøler til dato?
»Jeg var som undervisningsminister med til at indføre, at lærere skulle evaluere mere på deres egen gerning. Hensigten var, at det ville gøre dem til bedre lærere. Men selve tankegangen var med til at sætte gang i de dokumentations- og kontrolkrav, som er accelereret helt vildt for offentligt ansatte og i dag er ude af proportioner.«
Prøv valgspillet
