Klummen er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.
Ville Sarah Lund fra ‘Forbrydelsen’ kunne være din helt, hvis hun havde et pakistansk udseende? Ville du kunne leve med en asiatisk udseende IP fra ‘Rejseholdet’ og en sort Anna Pihl? Ville du blive forstyrret i historien – eller ville du hurtigt vænne dig til det? Ville du kun sidde og vente på, hvornår der kom en forklaring på, at de ikke lignede hvide danskere, eller ville du have samme selvfølgelige trygge følelse, som over for Waage Sandøe og Lars Brygman?
Forleden var der debat om, hvordan det går med mangfoldigheden på de danske scener i Det Kongelige Teaters Skuespilhus med udsigt til vandet, og debatten blev både følsom og intens. Det startede for nogle år siden, da Nævnet for Etnisk Ligestilling udfordrede en række organisationer, blandt andet Dansk Skuespillerforbund, til at modtage en såkaldt ‘Stafet’, som forpligtede dem til at gøre en aktiv indsats for etnisk ligestilling. Men ser vi på, hvordan skuespillere med eksotisk udseende bliver brugt i film, tv og teater i Danmark, er vi ikke nået så langt, som man drømte om.
I amerikanske serier ser du mange nationaliteter i alle slags roller – og det er ikke tilfældigt. I USA har de arbejdet målrettet med at fremme etnisk mangfoldighed i kunsten i mange år. I danske serier er der ofte en særlig grund til det, hvis der er en brun skuespiller med. Manden er måske taxachauffør eller gangster, kvinden er voldsramt eller importeret til prostitution.
Men hvad ville der ske, hvis vi indfører farveblindhed i vores fortællinger? Hvis alle slags roller kan spilles af alle slags skuespillere. Så ville etniske minoriteter i Danmark styrkes i at de kan blive, hvad de vil – ikke kun stereotyper. Og hvide danskeres frygt og tvivl vil måske mindskes, når de ser alle nationaliteter være læger, taxachauffører, dommere, kriminalkommissærer – gode, onde, rige og fattige, lykkelige og ulykkelige.
Jeg har hørt, at en vigtig grund til, at ameri-kanerne var parate til at vælge en sort præsi-dent, var at de havde set en vældig sympatisk sort præsident i serien ‘24 timer’. Det spiller en stor rolle for vores opfattelse af virkeligheden, hvad vi ser i kunsten og i underholdning.
En aktiv mangfoldighedspolitik betyder, at vi lægger målrettede strategier og endda udøver positiv særbehandling. Bag scenen og kameraet, på scenen og foran kameraet, på tilskuer-rækkerne og i biografsæderne. Er vi parate til det? Vil vi acceptere en sort Ofelia eller en brun Emil fra Lønneberg?