Klimagudstjeneste
Ved gudstjenester i en stor del af verden genlød det samme budskab i går: Selve skaberværket er i fare, derfor bliver verdens ledere nødt til at handle ved COP15. Dagens største gudstjeneste blev holdt i Københavns domkirke, Vor Frue. Mange gik forgæves efter en plads, men kunne følge med på storskærm.
Ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams, prædikede ved gudstjenesten. Han talte om at handle i kærlighedens navn i stedet for at lade sig styre af frygt. Og ganske usædvanligt for en gudstjeneste blev biskoppen mødt med klapsalver.
Fysisk fylder den lille aldrende, sydafrikanske mand meget lidt i en domkirke som Vor Frue. Men han behøver ikke de ekstra centimeter. Han behøver ikke engang at åbne munden.
Desmond Tutu samler opmærksomhed og det er svært ikke at blive berørt af den energi, der udgår fra ærkebiskoppen, der har modtaget Nobels Fredspris og er tæt på at være en levende legende.
Det er en meget menneskelig og lattermild legende, viser det sig, når man sidder over for ham. Der er ikke meget salvelsesfuldt over biskoppen, der godt nok er træt efter dagens mange møder og taler, men alligevel er engageret og tænker hurtigt. For eksempel går brandalarmen i kirken i gang, netop som Tutu skal til at tale til pressen.
»Det er måske et tegn på, at klimaforandringerne er alarmerende,« siger han med et smil.
Tutu kan få forsamlingen til at klukke af grin. Og umiddelbart efter ændre stemmen ganske lidt, men nok til, at alle bliver opmærksom på, hvor meget der egentlig står på spil.
»Vi har kun denne her jord. Hvis vi forkludrer den her mulighed, har vi ingenting. Vi skriver vores egen gravskrift, og det gælder også de lande, som tror, de er sikre og kan beskytte sig. Alt er forbundet, ubuntu,« siger han med et ord fra det sydafrikanske sprog bantu, som også computernørder kender.
»Men der er masser af håb. Det var fantastisk, at så mange mennesker var på gaden i går. Især unge. Og det er jo fantastisk, at der på en dag som i dag kommer så mange til kirken, at man må sende nogle af dem væk! I kommer alle i himlen,« siger han med et grin.
Når man skriver hans ord ned, ser de ganske banale ud. Alt er forbundet. De fattigste lider. Der skal være retfærdighed. De unge er håbet. Verden har brug for en bindende aftale om klimaet, ikke kompromiser.
Det er hørt før. Det vil blive gentaget mange gange under den kommende uge. Forskellen er den glød, budskabet bliver leveret med.
»We love you,« lyder det fra ventende, frysende tilhørere, der klapper, da Tutu træder ud fra kirken, træt og glad for, at dagens program er ved at være forbi.
»Vi prøver at se ham, når som helst vi er et sted, hvor han også er. Vi er selv fra Sydafrika,« fortæller en hvid, midaldrende kvinde.
