Forleden morgen kom Julie Ølgaards mor til at sige til sin datter i telefonen, at hun havde set lidt træt ud, da hun var i fjernsynet …

»Og så røg det bare ud af mig: ‘For fanden, mor! Hvad fanden skal jeg bruge det til? Tror du ikke godt, jeg selv ved det? Seriøst!’ Og så måtte jeg jo sige undskyld. Heldigvis grinede hun bare og sagde ‘I know’, da jeg begyndte at forklare mig,« fortæller skuespillerinden.

Det, som ‘mor Ølgaard’ ved, er, at hendes datter har det med at leve sig ind i de roller, hun skal spille. Og de seneste måneder har det været rollen som Nancy Spungen i forestillingen ‘Sid Vicious – Sex Pistols With Love’, som har premiere på Bellevueteatret i morgen aften.

Nancy var kæreste med Sex Pistols-bassisten og -legenden Sid Vicious. Deres forhold var fyldt med stoffer, skænderier, vold, druk – og der er stadig ingen, der ved, om det var Sid, der myrdede Nancy en sen nat på Chelsea Hotel i New York.

»12 timer om dagen render vi rundt og skriger af hinanden i vores undertøj med blå mærker og udtværet makeup. Alle de normale grænser, man har i sit normale liv blandt normale mennesker, er bare fucking overtrådt. Jeg har lidt svært ved at omgås folk for tiden,« lyder den forklaring fra Julie
Ølgaard, som hendes mor ikke behøvede at få i telefonen.
Morten Holst, der har rollen som Sid, kan også godt mærke, at den martrede punk-gud har taget ophold i ham. Der er nogle, som har bemærket, at han ‘er ret beskidt i munden for tiden’. Men sådan må det være.

»Det er så stor en kraftanstrengelse at finde ind i rollen som et andet menneske, så hvis man hele tiden skulle gå og tænde og slukke, ville det blive for hårdt. Så er det lettere bare at omfavne det,« synes han.
Og så kan han også godt lide Sid Vicious. Ligesom Julie Ølgaard ‘elsker Nancy’. Og de to skuespillere blev hurtigt i prøveforløbet enige om at se historien mellem de to 70’er-ikoner som en punk-udgave af ‘Romeo og Julie’.

»Vi kiggede hinanden dybt i øjnene og besluttede, at vi troede på, at de elskede hinanden. De var bare to misforståede mennesker, som ikke kunne finde ud af at indordne sig under normerne. Jeg tror på, at hvis verden bare have kunnet lade dem være, havde de sgu haft det grineren,« siger Julie Ølgaard, og Morten Holst er enig:

»Der er en grund til, de hang sammen. De havde jo rig mulighed for ikke at gøre det. Jeg synes også, han virker anderledes, når man ser interview fra tiden efter Nancys død. Jeg tror, han før i tiden har fået et kick ud af at være ‘provocateur’, og det er han kun nu, fordi det er bestillingsarbejde,« siger Morten Holst om den symbiose, der da også fik Sid Vicious til at begå selvmord – og efterlade en seddel med ordene:

‘Vi havde en dødspagt, og jeg må holde min del af løftet. Vær sød at begrave mig ved siden af min skat i min læderjakke, jeans og motorcykelstøvler. Farvel.’

Julie Ølgaard og Morten Holst har faktisk kendt hinanden, siden de var børn og gik på den samme skole i Hellerup. Men med rollerne som Sid og Nancy, der levede og døde for hinanden, har de to skuespillere fået hinanden nærmest ind under huden.

»Jeg føler, at jeg er meget tættere på Morten, end jeg egentlig er. Selv om vi kan synes, at hinanden er pisseirriterende, når vi står til prøverne og ikke er enige, har vi en kærlighed til hinanden, fordi vi er så meget i de her roller,« siger Julie Ølgaard.