Hun bliver opdaget på Myspace og skriver kontrakt med pladeselskabet XL Recordings som 17-årig. 

Halvandet år senere, i 2008, kommer hendes første plade, ‘19’, som bliver en stor succes i først Storbritannien og senere USA, og som sender en bølge af priser hendes vej. 

Hendes andet album, ‘21’, bliver en endnu større succes, men midt i al succesen aflyser hun pludselig alt. Der er noget galt med stemmen. Stemmebåndet er ramt af blødninger. Hun skal opereres. Hun kæmper, men kommer hun tilbage? 

Natten til i går svarede hun. Og det var et entydigt ‘ja’. 

Efter fire måneder, hvor hun har været væk, vendte hun tilbage, belejligt nok til grammyshowet. Her vendte hun tilbage til en endnu større guldregn af priser, end hendes første plade fik, og til positiv kritik for den første liveoptræden siden operationen.

Den britiske sangerinde satte trumf på ved at blive den helt store vinder af grammyuddelingen. Adele var nomineret i seks kategorier, blandt andet for årets album, og vandt i alle seks kategorier. Dermed udlignede hun Beyoncé, der med seks hidtil havde rekorden for flest Grammypriser på en aften for en kvindelig kunstner.

»Det her album er inspireret af noget, der er helt normalt, og som alle har været igennem: et dårligt forhold,« sagde Adele på scenen, da hun modtog prisen for årets bedste album.

Den nu 23-årige brite med den store stemme, der på scenen sang nummeret ‘Rolling in the deep’, vandt også prisen for årets popsang med sangen ‘Someone like you’. 

Og i takketalen efterfølgende takkede hun den læge, der opererede hende.

»I og med at det er en sang, hvor det handler om vokalen, går jeg ud fra, at jeg er nødt til at takke min læge, som fik min stemme tilbage,« sagde Adele.

Ud over Adele havde også Foo Fighters en stor aften. Bandet vandt i fem ud af syv nomineringer, mens rapperen Kanye West tog fire Grammypriser med hjem.

Grammyshowet blev holdt, mindre end 24 timer efter at en af de største stemmer nogensinde, Whitney Houston, døde – i en alder af 48 år. 

Derfor var det i Whitney Houstons ånd, showet blev holdt. Blandt andet ved at Grammy-vindende Jennifer Hudson sang ‘I will always love you’. En sang, som vel nok er Whitney Houstons allerstørste hit.