For hvor gruppen på de 10 nye sange måske selv hører spændende popflirt, skæve udfoldelser og modige træk, hører jeg lidt for ofte blodfattig poprock, steril produktion og fejlslagne eksperimenter.

Nuvel, man kan finde positive overraskelser på ‘Truth and Solitude’ med dens effektive Abba-agtige klaver og på ‘Stereo’, hvor Jacob Bellens med succes giver den som flabet, metroseksuel frontmand. Og titelnummeret besidder den nerve og mørke, som kun kvartetten kan levere, når den er bedst.

Men når vocoder-balladen ‘Beneath a Cloud’ modsat den ligesindede ‘The Impulse’ af The Flaming Lips dumper med et brag i sit forsøg på at skabe smuk synergi mellem menneske og maskine, får man rynker i panden.

Dog et tilgiveligt fejlskud i modsætning til ‘Song For Euros’, ‘Highwater’ og ‘Springsteen’, der mest af alt bare giver tunge øjenlåg.

Man kan nemlig være for eller imod bandets udvikling væk fra det organiske og mod det mere synthpoppede, men bekymrende er den pludselige mangel på mesterlige melodier.