Det er lidt svært at vurdere, ud fra hvilken præmis man skal anmelde denne posthume Amy Winehouse-udgivelse. Kynikeren vil betragte det som et ucharmerende cash-in, den sentimentale vil betragte det som et tårevædet farvel til en stor kunstner, mens den nøgterne type vil betragte ‘Lioness: The Hidden Treasures’ som en ujævn omgang b-sider med enkelte nye numre.

Af de to nye numre på pladen er ‘Like Smoke’ det mest interessante. Det er tight og organisk motown med rapperen Nas som gæst og minder lidt om Guru’s Jazzmatazz-projekt, når det var bedst. Et spændende bud, hvad der kunne have været en ny retning for Winehouse.

Så er det sværere at se, hvad vi skal med ‘nye’ versioner af to af hendes allerstærkeste numre ‘Tears Dry On Their Own’ og ‘Valerie’. Førstnævnte er en smule interessant, da sangen åbenbart oprindeligt var tænkt som en ballade, mens ‘Valerie’ blot lyder som en skitse til den endelige version. Ellers får vi et legesygt og jazzet cover af ‘Girl From Ipanema’ og en gang anonym, moderne soul på ‘Half Time’.

Et af højdepunkterne er den bittersøde ‘Between The Cheats’, der viser en af Winehouses fornemste kvaliteter: evnen til at gøre lyden af 60’er-pop og motown til sin egen, uden at det virker som en stiløvelse. Den meget omtalte duet med legenden Tony Bennet er mere kuriøs end egentlig vellykket, selv om de da begge er gudsbenådede sangere.

Så er der mere at komme efter på The Shirelles-klassikeren ‘Will You Still Love Me Tomorrow’. Hvor den udgave, der var på Bridget Jones-soundtracket, var nedbarberet og jazzet, får den hele armen her med piske-smælds-trommer og både strygere og blæsere – det klæder i den grad den smukke sang. ‘Lioness: The Hidden Treasures’ er ikke et sidste stort mesterværk, men et fint farvel til en, der kunne have været blevet en af de helt store.