Helvedet er de andre. Det var det noget dystre udgangspunkt, da Anna Grue satte sig til tasterne og skrev sin første novellesamling, ‘De andre’. 10 fortællinger, som alle handler om mennesker, der får invaderet og ødelagt lidt af deres tilværelse, når andre trænger sig på.

Og som for at understrege sin pointe skrev forfatteren bogen i løbet af fire måneders isolation i et lejet hus på en fransk bjergtop. Langt væk fra alle ‘de andre’, der kunne tænkes at komme i vejen for skriveprocessen. Kun gemalen var med, og selv han blev installeret i huset ved siden af.

»Jeg kan ikke tåle afbrydelser, når jeg arbejder, og er derfor nødt til at skubbe alt andet væk. Det går mere og mere op for mig, hvor privat jeg egentlig er. Og når jeg arbejder, kan selv den mindste venlige henvendelse slå mig ud af mit flow,« forklarer forfatteren og indrømmer, at det ikke altid har været lige problemfrit at være så afhængig af arbejdsro:

»Det har taget flere år at få mine nærmeste til at forstå og rumme, at det bare er sådan, jeg har det – og at det ikke betyder, at jeg hader dem. Jeg kan bare ikke arbejde, hvis jeg samtidig skal være et socialt dyr.«

Ingen af fortællingerne fra ‘De andre’ er taget direkte fra Anna Grues eget liv, men hun har trukket på egne oplevelser og har selv stået i situationer, som flere af dem, der beskrives i novellerne. Som for eksempel at sidde som nyuddannet grafisk designer ved en middag på ‘Orkidéterrassen’ med en kreativ direktør i jagten på et job, hun aldrig blev tilbudt. Eller at vise sit hjem til en gæst, der intet ser eller hører, men udelukkende taler om sin egen datters hus.

Og ligesom i novellesamlingen antager ‘de andre’ i Anna Grues virkelige verden også mange former.

»Selv om man ikke skulle tro det, så har jeg en meget irritabel natur. Jeg har virkelig svært ved at have andre mennesker tæt inde på kroppen. Og de andre er alle. Det er de andre, der sidder i kontorlandskabet, det er de andre, der kører med bussen. Og nogle gange er det også min familie. For eksempel når de stikker hovedet ind og spørger: ‘Vil du have en kop te?’, lige når jeg er kommet ind i det flow, hvor jeg kan skrive,« siger hun og ler hjerteligt af sig selv, før hun tilføjer:

»Jeg prøver på ikke at være for irritabel, når andre ligesom invaderer mit private rum, men jeg kan virkelig godt være ret sur.«

Som hun sidder nu henslængt i sin slidte lædersofa og drikker te af de små gule kopper med blomster på, er dét svært at forestille sig. Men Anna Grue lægger ikke fingre imellem – heller ikke når hun vender blikket indad.

»Det er frygteligt. Al den irritabilitet er jo asocial. Jeg er grusom med mit behov for at have mit eget rum i fred. Og når mine gamle kollegaer læser det her, vil de sidde og grine højt, fordi jeg er berømt for det. Det er min lille særhed,« siger hun stadig storsmilende og med en ro, der virker, som om hun i hvert fald selv kan rumme den.

Og hvis man skal tale om et budskab i ‘De andre’, er det ifølge forfatteren netop, at vi skal være bedre til at rumme og give plads til hinandens forskellighed.

»Vi kunne alle sammen være lidt bedre til at tage hensyn til hinandens privatsfærer. Alle er måske ikke helt så sensitive og irritable som mig, men vi har alle sammen brug for, der bliver taget hensyn, og det synes jeg, vi er blevet meget dårlige til,« siger hun.