Martin Hall har selv foreslået at mødes på Statens Museum for Kunst i København.

»Jeg nyder roen her. Vi lever jo i en verden, hvor der konstant er afbrydelser, og efterhånden er det blevet sådan, at jo flere afbrydelser, desto mere kreativ føler man sig,« siger Martin Hall og bestiller en kop chai-te og et stort stykke kage.

Vi sætter os i museets cafeteria, der grænser op til rum fyldt med kunst i alle afskygninger. Men det er ikke kun roen, der gør museets rammer ideelle til en snak med Martin Hall. Multikunstnerens nye roman ‘Kinoplex’, karakteriserer han selv som et litterært kunstværk: Hvis bogen var et maleri, ville det højst sandsynligt hænge på væggen for det exceptionelle, abstrakte kunst.

Handlingen i ‘Kinoplex’ udspiller sig i 80’ernes ekstremt grænsesøgende undergrundskultur, hvor der blev eksperimenteret meget med de nye teknologiske muligheder blandt andet med at optage alverdens bizarre happenings.

»Den klassiske ‘start-80’er-avantgardekunst’ var typisk noget med at stille et kamera op på en scene og optage nogle, der havde sex eller bankede søm gennem deres ene arm. Men det, der var ‘ultra-cutting edge- avantgarde’ for 30 år siden, er jo det, vi ser i ‘Big Bro-ther’ nu,« udbryder Martin Hall.

Han mener, at den teknologiske udvikling har betydet, at vores personlige grænser og behov for at eksponere os selv, har rykket sig dramatisk siden 80’erne.

»Behovet for at se sig selv gennem en linse er kun blevet større, og de personlige grænser rykkes konstant. Du skal bekræftes gennem et billede, før du tror på din egen oplevelse. Du skal se et billede af dig selv fra en fest, før du ved, at du har haft det sjovt. Du skal se andres tilbagemeldinger på Facebook, før du tror på succesen af, hvad du har gjort,« siger han, og tager en bid af kagen, der efterhånden har stået urørt længe.

For når han bliver stillet et spørgsmål, fortaber han sig lynhurtigt i anekdoter fra 80’ernes undergrunds­kultur. Han tilhører en meget grænsesøgende undergrund, hvor der især blev eksperimenteret med seksualitet og stoffer. Han mener derfor, at man kan sammenligne behovet for at eksponere sig selv i realityshow eller talentkonkurrencer med den afhængighedskultur, han selv har oplevet. En kultur, hvor man lidt efter lidt har brug for noget stærkere for at mærke suset.

Derfor kom det bag på mange, da han takkede ja til at sidde i dommerpanelet til prime-time-tv-showet ‘Talent 08’ på DR.

»Det var et engangsprojekt, og jeg ville aldrig gøre det igen. Det at gå fra så kompakt en undergrund, som jeg tilhører, til at gå til noget så eksponeret som tv-verdenen er i sig selv en grænseoverskridende proces. Men du kan ikke på den ene side sige, at du ønsker at overskride grænser, og så på den anden side holde dig tilbage. Du er nødt til at investere noget risikovillighed. Jeg solgte ikke min sjæl til djævlen – jeg leasede den.«

Fornøjeligt sprogtrip med slatten slutning

‘Kinoplex’ strækker sig over flere kontinenter og to dusin år. Vi farer omkring med nogle, der gerne vil være unge, nogle, der er det og nogle, der har været det og stadig ikke ved, hvor de befinder sig. Vi lever med en generation, der helst ikke vil leve, men forsvinde ind i en mængde af enkeltoplevelser. Hvor tilværelsens kontinuitet er en illusion, og alt foregår i inciterende enkeltbilleder, hvor følelser tages på som make-up og skiftes efter dagens emne.

Martin Hall har en aldeles fantastisk fornemmelse for at få skriftsproget til at blive vellyd, og man kan kun overgive sig til Halls sproglige finurligheder og mystiske rejser ind i de forskellige beruselsers herligheder om alt og om ingenting, og han tager læseren med på en mytisk rejse med hans karakteristiske fabulerende billedopstillinger, et fornøjeligt sprogtrip, og som i romanen er det hele slattent til sidst.
Af Jan Vandall/Bogvægten.dk