Marion Flint bor alene på en vild og rå kyststrækning i New Zealand. En dag møder hun en seksårig dreng, Ika, og det er starten på et venskab mellem de to, der har hver deres ar på sjælen.

Drengen lider under omsorgssvigt og har udviklet en let autisme. Marion har haft en ulykkelig barndom i Sverige med svigt og traumer. Efterhånden som forholdet mellem Marion og Ika bliver tættere, erindrer og udforsker Marion sin fortid. Lag på lag skrælles af erindringen om barndomshjemmet: ensomhed, vold i hjemmet og i sidste ende drab.

Det landskab, bogen udspiller sig i, er symbolsk. New Zealand er så langt væk, som Marion vel kan komme i sin flugt fra Sverige. Hendes hus ligger øde  med sand såvel indenfor som udenfor og er et billede på Marions ensomme liv. Bølgerne, der skyller op mod stranden, har en ‘langvarig langsom opbygning’ med endeløse dønninger ligesom Marions brudvise erindringer, der skyller ind over hende uden kronologi i bogens flashbacks, der bliver hyppigere og længere, som bogen skrider frem.

Som i Linda Olssons tidligere romaner er sorg og tab allestedsnærværende, men det er ikke et uigennemtrængeligt mørke, man møder. Marions møde med Ika og dermed det sårede barn inde i sig selv fører til en søgen efter afklaring. Og det er ved at stå ansigt til ansigt med sin fortid, at helingsprocessen kan begynde.

Romanen gør ikke krav på realisme, og det må man som læser indstille sig på. Visse steder kniber det med troværdigheden, for eksempel når seksårige Ika spiller virtuost på klaveret, eller når nogle fotos fra en smadret bil i et trafikuheld på New Zealand når forsiden af Time Magazine.

Det er heller ikke en del af kontrakten mellem forfatter og læser at hænge sig i sandsynlighed, når Marions mistede bror dukker op på den anden side af jorden lige foran Marion, eller når naboen har mistet sin kone på præcis samme måde, som Marion for anden gang mister manden i sit liv.

Det er de psykologiske og symbolske sandheder, der gælder i Linda Olssons smukke og dybt betagende roman.