‘Operation Da Capo’ er Bech Hansens anden krimi om indvandrerkvinden Malika Asmina Els, der er kriminalkommisær i Københavns Politi.

Hun skal denne gang forsøge at forpurre en dobbelt terroraktion, som to irakere vil udføre i Danmark for al-Qaeda. Målet for det første attentat er et seminar i København, hvor efterretningsledere fra hele Europa deltager.
 
For at få ram på terroristerne overtaler Malika en uskyldig dansk musiker, der er kommet i kontakt med nogle af terroristerne, til at hjælpe politiet. Men det mislykkes totalt. To indvandrere, der er hyret af terroristerne, mister livet, og Malika bliver forvandlet fra heltinde til prügelknabe og suspenderet.
 
Terroristerne udfører deres aktion og slipper godt fra det. Et stykke tid senere vender de tilbage til Danmark for at udføre anden del af planen, hvilket også til dels lykkes.
 
Om det er fordi fru Hansen er forhenværende politichef, at terrorister ikke må gennemføre et blodigt attentat, skal jeg ikke kunne sige, men det er nogle mærkværdige terroraktioner, som bogen indeholder.
 
Det virker noget utroværdigt, at terroristerne efter at have udmanøvreret politiet kommer ind i en sal fyldt med Europas efterretningsledere for kun at udøve psykologisk terror ved at affyre deres medbragte maskingevær op i loftet. Det plejer ikke at være al-Qaedas taktik. 
 
Ligeledes føles det ikke rigtigt, at en kvinde i gruppen skulle være lige ved at springe fra, fordi hun skal have håret klippet, og at terrorister skulle være nervøse for at komme til at købe et våben til aktionen, som politiet skulle kende fra bandekrigen, forekommer også noget meningsløst.