‘Historien om mit hjerte’, der er skrevet af journalist, forfatter og ophavsdame til ‘Sonja fra Saxogade’ og ‘Verden er fuld af børn’, Aase Schmidt, er et poetisk og intenst værk om at stå foran døden, smukt gengivet af hovedpersonen og oplevet gennem hendes mangeårige erfaringer.

Bogen, der måske er selvbiografisk, handler om en dame, der pludselig bliver gammel. Kvinden føler sig ikke gammel, men får en dag hjerteflimmer, og lægerne tager både hjerteflimmeret og hendes alder meget alvorligt. Det betyder undersøgelser og elektrochok, der skal få hjertet tilbage i den vante rytme, og det betyder dømt til medicin resten af livet. Det lever hovedpersonen med omend med noget besvær.

Risikoen for at dø åbner for en anden måde at opleve verden på, mere intenst og med større indsigt i og forståelse for omgivelserne. Mange ting bliver vigtigere, når man er tæt på at miste dem.

Sammen med sin søster besøger hun barndomshjemmet. Det bliver en væsentlig oplevelse, og de ved begge, at det er sidste gang. Herefter veksler hverdagen mellem sygdom, kontrol, sygehuset og glimt fra fortiden, især fra barndommen hvor et særligt smertefuldt minde om den første skolegang dukker op.

Der er andre tilbageblik, gode og dårlige, barnlig lykke og forelskelser, morens død og den tilbagevendende aura af ensomhed, der er om hovedpersonen.

Nutidig litteratur fejrer i stort omfang ungdom, begyndelser og ouverturer. Romaner om codaen eller udgangen er sjældnere, men med Kristian Ditlev Jensen og Jørgen Lange Thomsens ‘Hvorfor må vi ikke tale om døden?’ åbnes for et andet kapitel, der afslører, at der også er afslutninger. Uundgåelige, men ikke nær så interessante.