På et vejskilt på Østerbro sidder en lille pipfugl – og der har den siddet i over halvandet år. Den er et lille stykke kunst i byrummet, hærget af vind og vejr, så det i dag er svært at se, at den lille flamingofugl faktisk råber ‘hej smukke’ efter pigerne, der cykler forbi på Østerbrogade.

'Det er sjovt, den stadig sidder der. Det er halvandet år siden, jeg lavede den en nytårsaften sammen med min kæreste. Det var det første rigtige streetart, jeg lavede,' fortæller Gal Royal, kvinden, der er ‘mor’ til den lille fugl og i dag også til en hel hær af små gule, grønne og lyserøde monstre, som er sat op som klistermærker i Købehavn.

Gal Royal er en af hovedstadens gadekunstnere, og fra i dag kan hun også opleves på udstillingen ‘Familiealbum’ på det kreative værksted Rumkammerat.

Hun har sagt ja til at vise metroXpress rundt i sit eget urbane galleri, men sit navn vil hun ikke have i avisen, for hun bryder loven, hver gang hun klistrer et monster op i byrummet. Alligevel gør hun det uden skrupler.

'Jeg tænker egentlig ikke på, at en stakkels kommunalarbejder skal pille det ned igen, men jeg er til gengæld heller ikke en af dem, der bliver sur på ham, fordi han gør det,' siger hun.

At gadekunsten bliver renset væk med mellemrum, opfatter hun lidt som en skovbrand, for bagefter kommer der noget nyt.

Selv om kommunalarbejderen måske vil kalde det hele for ‘hærværk’, så er de, der udsmykker byrummet uden at få lov, heller ikke altid enige. For eksempel er mange graffitimalere trætte af at få sat stickers, stencils og paste-ups oven på deres graffiti.

'Deres miljø går jo way back, og de har helt faste regler, og så kommer der sådan nogle tosser som os og laver kruseduller og sætter vores ting op oven i deres piece. Det pisser dem hårdt af,' forklarer hun.

For gadekunstnerne sætter tit deres kunst op nær andres værker og måske ikke altid med lige stor følsomhed over for det, der er nedenunder.

'Ofte bliver man inspireret af det, andre har lavet, og sætter noget op, som er en kommentar til det,' fortæller Gal Royal, da vi når ned på Rosenvængets Alle, hvor hun peger over på et elskab overmalet med tags for at vise, at det også gælder for graffitimalere.

'Se derovre, det er også et helt sprog for sig,' siger hun.

Alle gadens kunstnere taler sammen, uanset om man synes, det ser pænt ud eller ej.

Her på Østerbro er man dog ikke så ‘plaget’ af gadekunsten, som hun siger. Derfor kan hun også godt selv lide at sætte sine ting op her, selv om de bliver mere ensomme langt fra gadekunstens epicenter på Nørrebro.

'Det er noget æstetisk,' tilføjer hun og viser værk efter værk frem på skilte, nedløbsrør og kældervinduer, efterhånden som vi bevæger os gennem kvarteret.

Undervejs sætter hun et par stickers op, og et kedeligt gråt elskab i en sidegade til Nordre Frihavnsgade bliver forvandlet til et mørkegråt lærred, hvor et gult og hvidt monster nu boltrer sig, til nogen piller det ned igen.    

Gal Royals rigtige navn er redaktionen bekendt.