Spørgsmål nummer 1
Casper: Jeg vågner alene midt om natten ved lyden af en tyv, der lister rundt og åbner skuffer i mit hjem. Jeg har ingen telefon i nærheden, hvad gør jeg: Jeg råber og skriger op, jeg gemmer mig under sengen, jeg prøver at stikke af efter hjælp, jeg farer i flæsket på tyven?

Casper tilkendegiver hurtigt sit svar og knalder sin brik i bordet. Men Frank er helt stille og tænker, før han beslutter sig og viser Casper sin brik

Casper: Jeg prøver at stikke af efter hjælp? Nej, det er toeren.
Frank: Vil du kravle under sengen?

Casper: Ja, det kan jeg love dig for! Jeg er så bange. Det med fysisk kontakt er slet ikke mit game.
Frank: Nej o.k., der skal ikke meget til, før du skriger. Men hvis du kunne komme ud af en bagdør, ville du vel gøre det?

Casper: Jeg håber kraftedeme, du har ret, men jeg er bange for, at jeg bare ville gemme mig. Hvad havde du gjort?

Frank: Fuldstændig det samme.

Spørgsmål nummer 2
Frank: Hvad er jeg bedst til: At synge, at tegne, at danse, at stave?

Frank sukker dybt og er tydeligvis irriteret over, at spørgsmålet er så nemt. Casper er et stort smil, tager brikken uden tøven og satser fire jetoner.

Casper: Det der ved jeg bare! Det er at stave. For Frank kan ikke synge, han kan ikke tegne, men han kan jo stave virkelig godt.

Frank (griner): Ja.

Casper: Du er et meget bogligt menneske. Det er hele tiden akademiske venner og humaniora og folk, der har gået på KUA (Københavns Universitet på Amager, red.). Fremmedsprog for mig. Frank sætter jo en ære i, at man er lærd. Men han ville ikke klare sig fem minutter på Sunny Beach. Det kunne jeg sagtens – ‘lalalala breezer’!

Frank: Jeg har altså været på Sunny Beach. Der er også piger, som godt kan lide at fiske en god historie op.

Spørgsmål nummer 3
Frank: Hvilken komiker er mindst sjov: Mick Øgendahl, Linda P, Omar Marzouk, Lasse Rimmer?

Frank: Den er jo skide-ondskabsfuld for os, for vi lægger os bare ud med nogen.  Det synes jeg faktisk ikke er sjovt … Vi ved godt begge to, det er Omar Marzouk.

Casper: Haha! Der kunne jeg have fået fire brikker. Ej, det er selvfølgelig en joke. De er alle sammen præcis lige gode.

Frank: Og præcis lige sjove, og de har givet mig præcis lige mange grin alle sammen.

Spørgsmål nummer 4
Casper: O.k., den her glæder jeg mig til, Frank. Hvem er jeg mest stolt af: Min mormor, min morfar, min farmor eller min farfar?

Frank: Aaargh!
Casper: Ja, hvad er det nu? Det er jo nemt, hvis man kender hinanden godt.

Frank er igen meget lang tid om at komme frem til et svar.

Casper: O.k., du siger fireren? Min farfar?

Svaret er forkert, og Casper griner og nyder det.

Casper: Nej, det er Dodo (Caspers farmor, red.). Hvorfor skulle jeg være stolt af min farfar? Han var frisør.

Frank: Jamen Dodo er jo helt håbløs?

Casper: Nej, hun var fantastisk. Det menneske, jeg ligner mest i hele familien.

Frank: Jeg tænker, din farfar var frisør og forfængelig og meget interesseret i look og høj hat og sådan noget …

Casper: Jojo, men det er faktisk min farmor, som på mange punkter var et meget specielt menneske, men også et morsomt menneske. Der var virkelig tryk på. Virkelig vanvittig. Men så den røg du også på, den der, Frank.

Frank: Men jeg har egentlig ikke hørt så meget om din mormor og morfar. Jeg blev helt i tvivl: Er de døde?

Casper: Ja, men alle er døde. Men de var meget, meget søde og stille og rolige mennesker, men det er jo ikke noget at være stolt af: at have de gener.

Spørgsmål nummer 5
Frank: Hvilken afdød dansker ville jeg helst have haft et venskabeligt forhold til: H.C. Andersen, Dirch Passer, Niels Bohr, Jørn Utzon?

Casper: Den er god! Den kan jeg. Den kan jeg lige på stedet. Prøv at se møntkongen her. Jeg ved det før Frank.

Casper klapper entusiastisk i hænderne. Frank er helt stille og tænker igen.

Frank: Den er svær. Den er pissesvær.

Casper: Jeg ved det, jeg kan svare for dig, Frank.

Frank: Det er irriterende. Men jeg tror ikke, du tager den rigtige. Jeg har nemlig tænkt mig om nu.

Casper: Godt, jeg satser tre, og jeg siger, det er ikke H.C. Andersen, for han er en wanker, og det er heller ikke Jørn Utzon. Jeg tror, at det er Niels Bohr.

Frank: Det var min førstehånds-indskydelse, men så tænke jeg: Ej, det er sgu sikkert meget sjovt at drikke nogle øl og hænge ud med Dirch Passer efter et show.

Casper: Men du har den der akademiske overbygning, så troede jeg, du ville synes, det var fantastisk spændende med Niels Bohr?

Frank: Det ville jeg også helt sikkert.

Casper: Du har jo masser af komiske venner, men du kender ingen, der kan lave en atombombe. Ej o.k., du kender Omar Marzouk, haha.

Spørgsmål nummer 6
Casper: Hvem ville jeg helst testamentere hele min formue til: Dansk Røde Kors, Dyrenes Beskyttelse, Kræftens Bekæmpelse eller Greenpeace?

Casper: Sats nu hele butikken, så du har muligheden for at redde det lidt.

Frank: Det gør jeg da også. Det bliver aldrig noget med dyr. Dyrenes Beskyttelse og Greenpeace er ude. Aldrig i livet. Så kan man sige Dansk Røde Kors eller Kræftens Bekæmpelse. Du kunne godt finde på at give dine penge til begge ting. Kræftens Bekæmpelse, tror jeg. Det er selvfølgelig den. For det er noget, Casper selv kan blive ramt af inden for kort tid, så på den måde kan han selv få gavn af de penge også. Dansk Røde Kors er det næstbedste, men han kan umuligt komme til at sulte i Afrika, så derfor bliver det ikke den.

Casper: Spot on, man. Ej, det var et skidesjovt spil. Vi skal da have det spil!

Slutresultat:
Casper: 16 jetoner
Frank: 8 jetoner
Dermed er Casper den store vinder af ‘Ego’.