Det er tidligt mandag morgen, og der er præcis en uge til Niels Bagge Hansens, alias Vinnie Whos, første plade kommer på gaden. Det er en lettere søvndysset Vinnie Who, vi møder på pladeselskabet EMI. Hurtigt takker han ja til en kop kaffe.

»Jeg har allerede drukket to kopper,« siger han og tager en slurk. 

Vinnie Who og Niels Bagge
På scenen er der fuld gang i rumpetten, og stemmen stormer flere gange helt op i falsetten, så det er ikke helt til at forstå, at det er den samme fyr, der sidder der i sofaen med sejlersko, hvide opsmøgne bukser og en skjorte knappet helt op til halsen. Han er da også selv lidt i tvivl om, hvorvidt Vinnie Who og Niels Bagge Hansen er en og samme person, når han går på scenen.

»Det er nemmere at tæn­ke på sig selv som performer, hvis man går ind på scenen som noget andet. Ikke dermed sagt, at Vinne Who ligger langt fra min egen karakter. Men når jeg for eksempel er til fester, er jeg ikke den, der danser på bordene og vrikker med hofterne – overhovedet. Det kan Vinnie Who jo godt. Men jeg tror sådan set, at det er den samme person. Vinnie Who er måske bare mere en overdrevet ­mons­ter­udgave af mig selv.«

Kunstner navn var et must
Når alteregoet tager over, og den androgyne Vinnie Who kommer frem fra sit skjul, er der dømt diskofest. Men faktisk var det en kammerat, der fandt på navnet Vinnie Who.

»Det var 100 procent  sikkert, at jeg skulle have et kunstnernavn. Niels Bagge er bare alt for kedeligt. Men fordi det var min ven, der kom på Vinnie Who, og ikke mig selv, gad jeg ikke hedde det. Men så fik jeg efterrationaliseret på det, og det var jo et megacool navn, der passede godt på mig. Vinnie er jo både et drenge- og pigenavn, og så efterfulgt af who, der er det store spørgsmål. Jeg vil gerne plante en slags ‘det var lige godt satans’-følelse hos folk, og det er også derfor, jeg synes, det er fedt at synge falset. Der er ikke så mange mænd, der kan det.«

Tvangsklaver og flirt med guitar
Vinnie Whos forhold til musikken har ellers været turbulent. Det startede med tvangsklavertimer, lidt flirten med guitar og keyboard for til sidst at ende med stemmen som det primære instrument.

»Jeg har altid spillet musik, og jeg kan spille på mange forskellige instrumenter, men jeg er aldrig blevet specielt god til et enkelt instrument, på nær stemmen. Den har jeg eksperimenteret meget med.«

Han er musiker helt ind til benet. I hvert fald kan han ikke se sig selv lave andet end musik. Og fremtidsplanerne kredser udelukkende om musikken.

»Jeg er pisseheldig og stolt, for det er jo min drøm, jeg er i gang med nu. Hvis bare jeg kan leve resten af livet med at optræde og spytte plader ud, vil der være rigeligt med mening og bekræftelse i mit liv.«