Det begyndte med en tilfældig snak om, hvor skrøbelig den danske idyl egentlig er. Om hvordan ting, der på overfladen ligner det perfekte, tit har en masse skønhedsfejl og mangler, hvis man kigger ordentligt efter.

Susanne Bier kniber øjnene sammen og nikker lidt for sig selv. Det var under den snak, ideen til ‘Hævnen’, der har premiere i dag, begyndte at spire i hende, husker hun.

I filmen bliver Elias venner med skolens nye dreng, Christian, der forsvarer ham over for de drenge, som gør hans skoleliv til et helvede.

Ved første øjekast virker Christian som en af hverdagens – og skolegårdens – frygtløse helte, men det viser sig ret hurtigt, at det, der ligner mod, nærmere er en dødsforagt og en konstant søgen efter grænser.

»Jeg synes, det er den mest uhyggelige film, jeg har lavet. Fordi en del af historien er en dreng, der bliver frygtelig ond, og det synes jeg er uhyggeligt,« siger Susanne Bier.

Christians mor er lige død af kræft, og sammen med sin handlingslammede far er han er flyttet tilbage til Danmark fra London. Han er ulykkelig, ensom og vred, og da Elias far’, den ultra-pacificistiske Anton, kommer i klammeri med en fremmed mand under en udflugt med drengene, bliver Christian besat af tanken om at få hævn på sine nye venners vegne.

»Mange af mine andre film handler om folk, der har fine intentioner, men fejler – man kan jo godt mene vel, men gøre galt. Det gælder jo også her i en vid udstrækning. Christian ved godt, at det, han gør, ikke er lovligt, og at han ikke må, men jeg tror nok, han mener, det er moralsk rigtigt,« funderer Susanne Bier.

Fordi man kender Christians baggrund er det let at føle sympati for ham trods hans psykopatiske planer. Og sådan skal det også være, mener den danske instruktør.

»Man kan aldrig nogensinde retfærdiggøre at sætte andre menneskers liv på spil – men man kan godt forstå det. Han er jo en meget ensom og meget desperat lille dreng, som har misforstået, hvordan man skal kommunikere,« siger hun.

Man kan aldrig nogensinde retfærdiggøre at sætte andre menneskers liv på spil, men man kan godt forstå det. Han er jo en meget ensom og meget desperat lille dreng, som har misforstået, hvordan man skal kommunikere.

»Det er jo, der er med hævn: Folk, der hævner sig, mener jo, de har en moralsk ret til at opføre sig grimt. Så kan vi andre mene, at det ikke er rigtigt, men det er vel indbegrebet af hævn.«

Jeg kan sagtens forstå behovet for hævn og trangen til det, men jeg mener ikke, det er specielt hensigtsmæssigt. Jeg mener som regel, at det skader mere, end det hjælper. Som regel dur det ikke.

Der er altid en grund til, at man gerne vil hævne. Men det betyder ikke, at man får det ud af det, man gerne vil. Jeg tror, det er sjældent, man får den tilfredsstillelse ud af det. Som regel genererer det mere smerte.