På Danzigvej på Århus Havn kiler en smal passage sig vej mellem to høje pakhuse. De grå mure bærer præg af årtiers slid og manglende vedligeholdelse. Læner man hovedet tilbage, gør rustne metalrør og en lækkende damp­ven­til deres bedste for at blokere de få solstråler, der finder vej fra en smal strimmel himmel.

Alt er dækket af et tykt lag fedtet snavs. Men set gennem øjnene på en af verdens bedste fotografer René As­mussen er stedet blandt de smukkeste i Danmark.

»Prøv at se på det. Muggen på væggene og de fugtskjolder, vandet har lavet gennem tiden, er fantastiske. Det er råt og har en historie, og det er da langt mere smukt og interessant end nogen bøgeskov,« siger René Asmussen, mens han peger rundt i den beskidte gyde, hvor han blandt andet har fotograferet et brudepar.

Melankoli som speciale
Den 34-årige skolelærer og amatørfotograf fra Århus har aldrig taget en fotouddannelse, men har alligevel markeret sig som en af verdens bedste på sit felt.

Specialet er melankolske scenerier og portrætter, og så sent som i maj indbragte det fem guldmedaljer ved verdens største fotokonkurrence, Trierenberg Super Circuit i Østrig. Heriblandt to i de absolut mest prestigefyldte kategorier.

»Første gang, jeg vandt en medalje i den konkurrence, var i 2005, og der tabte jeg bare kæben fuldstændig. Nu har jeg så vundet fem på en gang, og så synes jeg faktisk ikke, det kan blive større, så jeg er slet ikke sikker på, jeg vil deltage igen,« siger René Asmussen.

Han mener selv, succesen skyldes en evne til at se forbi det, andre betragter som grimt og helst går udenom.

Gennem søgeren ser han sig i stand til at forvandle selv de værste tilfælde af forfald og råd til fortryllende, smukke motiver. Nogle gange med hjælp fra modeller og nogle gange uden. Alt er et spørgsmål om vinkel, lys og beskæring, forklarer mesterfotografen.

»Det var noget, jeg startede med, da jeg var i et parforhold, som ikke gik så godt. Billederne afspejlede den stemning, jeg var i på det tidspunkt, og siden har det nærmest udviklet sig til min personlige stil. Det handler om at kunne se de træk, der fortæller en melankolsk historie og fange dem, så de taler gennem billedet. Det er der ikke så mange, der kan eller gør, og det er nok derfor, mine billeder skiller sig lidt ud.«

De dystre locations finder  Asmussen i sin daglige færden. Når han ser en nedlagt fabrik, et tomt hus eller et forvredet landskab, stopper han og prøver at komme ind.

Valget af speciale giver dog et lille problem.

»Når jeg finder et sted, som jeg synes er rigtig flot, er det stort set altid revet ned, inden der er gået en måned. På den måde har jeg efterhånden fået bevist, at jeg nogle gange er ret alene i mit syn på, hvad der er flot.«