Der står dansk musik på menuen i morgen aften, når DR blænder op for andet live show i ’X-factor’ i morgen aften.

Selvom temaet er dansk musik, skal flere af deltagerne synge på engelsk og der bliver både plads til store radiohits og mindre kendte numre med nye danske navne.

I kategorien med de ældre deltager, som har Cutfather som mentor, skal færøske Sveinur synge Tim Christensens ’Surprise Me’, mens Mulila skal fortolke Burhan G’s sang ’Søvnløs’. Culfathers sidste finalist, Katrine, som var i farezonen i sidste uge skal prøve kræfter med Sabiyas stor hit fra 2002. ’The Second You Sleep’.

I Thomas Blachmans kategori skal de to grupper Tandberg & Østenby og Nicoline Simone & Jean Michel synges henholdsvis ’Darkness Falls’ af Trentemøller og ’Somersault’ af I Got You On Tape.

»I Got You On Tape er et superfedt band. Der er virkelig sket et niveauskifte i poesien med dem. Nicoline Simone og Jean Michel har evnen til at pacificere sangene og føre dem et andet sted hen. Vi kommer til at opleve et respiritualiseret rum, hvor der er en hengivenhed til en form for dybde. Og det passer rigtig godt til dem,« fortæller Thomas Blachman på ‘X-factor’s’ hjemmeside.

I den unge kategori skal ’X-factor’-favoritten Morten Benjamin synge på dansk med Ulige numres store hit ’København’.

’X-factors’ yngste deltager, Line, skal synge ’Glemmer Dig Aldrig’ af den danske producer og dj-duo Svenstrup og Vendelboe. Mens Ida skal synge 'Nothing's Wrong Song' af pladedebutanten Ida Gard, som i 2011 høstede megen anmelderros for sin debutplade.