Muntre steptrin, fedora-hatten på skrå og paraplyen i den ene hånd.
Musicalklassikeren ‘Singin’ In The Rain’ er taget direkte ud af Hollywoods gyldne æra, og i morgen kan man for første gang opleve den på en stor dansk teaterscene i Det Ny Teaters opsætning.
Og selv om det er 60 år siden, Gene Kelly steppede sig igennem vandpytterne i lygtepælens skær, er stykkets to unge hovedrolleindehavere fulde af begejstring.
»Jeg så filmen, da jeg var ret lille og kunne lide den med det samme. Den har alt det, som betyder noget for mig. Der er så meget musik, dans og bevægelse, og jeg synes, hele stilen er sindssyg fed,« siger 26-årige Johannes Nymark, der skal træde i Gene Kellys berømte dansesko som Hollywood-stjernen Don Lockwood.
Hans kvindelige medspiller, 28-årige Kristine Yde Eriksen, der spiller Kathy Selden, kan heller ikke få armene ned. Hun har ligefrem fået klippet sine lange lyse krøller til fordel for en kort rødbrun 20’er-frisure.
»Det generer mig ikke, at jeg måtte klippe håret. Det er en dejlig frisure, og det giver noget naturlighed til rollen,« siger Kristine Yde Eriksen, der fik sit teatergennembrud som Sophia i musicalen ‘Mamma Mia’.
For Johannes Nymark er rollen som Don Lockwood i ‘Singin’ In The Rain’ hans første hovedrolle i en stor musicalopsætning, og det kunne næppe være mere perfekt, mener han.
»Jeg kan huske, min steplærer, da jeg var 19 år gammel, fortalte mig, at der jo var den her rolle i ‘Singin’ In The Rain’, til når jeg blev lidt ældre, og at det var en rolle, jeg lige skulle have i baghovedet,« siger Johannes Nymark.
For begge skuespillere er ‘ Singin’ In The Rain’ den største produktion, de har været med i. Og det var ikke helt uden præstationsangst, at de sagde ja til de ikoniske roller.
»Inden vi gik i gang, tænkte jeg, at det var nogle store sko, man skulle udfylde. Publikum går selvfølgelig ind og ser stykket med en forventning om, hvad de skal opleve, men her en uge inden premieren, er jeg ikke så bange for, at folk bliver skuffet,« siger Johannes Nymark, som ikke har stået alene med sine betænkeligheder.
»Der bliver talt meget i stykket om, at Kathy har den her fantastiske stemme, og at hun er det her fantastiske væsen, og det skal man jo leve op til, så det har jeg gjort mig nogle overvejelser om. Men man må jo også bare gå ud fra, at når nu de har valgt mig, så må man jo hvile i det og ikke tænke for meget over det, for det gør Kathy heller ikke,« siger Kristine Yde Eriksen.
‘Singin’ In The Rain’ foregår i 20’ernes Hollywood og handler om dengang, talefilm afløste stumfilm.
Historien rummer både kærlighed, humor, klassiske replikker, sing-along-sange og elegante danserutiner. Skuespillerne har måttet studere den originale film grundigt, og de er blevet oplært af en ekspert i gamle film for at forberede sig på rollerne.
»En af de store udfordringer for mig i den her forestilling er netop stilen. Det er jo sådan lystspil og musical-comedy, som man ikke bliver præsenteret for særlig mange steder herhjemme nu, så det er heller ikke noget, der ligger tæt på en selv. Man kan ikke lige hive noget frem og sige ‘ej, det har jeg gjort mange gange før’,« forklarer Johannes Nymark.
60 år efter premieren ligger ‘Singin’ In The Rain’ stadig nummer et på The American Film Institutes liste over bedste musicalfilm nogensinde. Ifølge hovedrolleindehaverne i den danske opsætning er der en fin balance i stykket, så publikum både får det, de forventer, og et par nye ting oven i hatten.
»Den er holdt i stilen og i tiden, og man får rigtig mange af de ting, man har set før, og som man sidder og håber på. Men vi gør jo rollerne til vores egne. Gene Kelly var 42, da han lavede den, jeg er 25 (26 i lørdags, red.), så det er noget helt andet,« siger Johannes Nymark.
»Folk sidder jo også og venter på de numre, som de elsker, og det kan godt være, den bliver trukket lidt, inden de får det, de håber på. Men så kommer det,« siger Kristine Yde Eriksen, som garanterer, at hun springer op af en kage i stykket, lige som Kathy gør i filmen.
»Det er en af de klassiske scener, publikum får med, og det er jo også en lille drøm, jeg får lov at udleve,« griner hun.
En ting, der med garanti er nyt, er, at alle replikker og sange er oversat til dansk. Selv om folk kender klassiske numre som ‘Singin’ In The Rain’ og ‘Good Morning’ i deres engelske version, mener Johannes Nymark og Kristine Yde Eriksen, at det var nødvendigt at oversætte teksterne.
»Når man har en forestilling med en handling fra start til slut, så ville det i mit hoved være underligt, hvis man lige pludselig slog over til et andet sprog. Det bryder illusionen om det univers, man er i,« siger Johannes Nymark, hvortil Kristine Yde Eriksen indskyder, at folk i hvert fald får glæden ved at kunne nynne med på alle sangene.
























































/templates/img/global/5-col-line.jpg)




