Tyggegummipop fås ikke mere tyktflydende end hos Katy Perry. Er du i tvivl så stik hendes seneste album ‘Teenage Dream’ op under næsen og indånd den heftige syntetiske sukkerdunst. Men husk at vaske hænder bagefter, ellers klistrer duftstofferne til dine fingre.

Mere tommetyk symbolik skal man lede længe efter. Og på samme måde er hele hendes univers så tegneserieagtigt overdrevet, at man skal passe på med at tage hende alt for bogstaveligt eller seriøst.
Ligesom på det tåkrummende ringe 2008-album ‘One of the Boys’ bliver man på efterfølgeren mødt af hendes svulstigt selviscenesættende, kærligheds-besatte pinup-alias – på coveret afklædt og indsvøbt i en candyfloss-sky – der hverken er bleg for at sige tingene ligeud eller med ubehjælpsomme metaforer. Som når hun besynger sin fyrs udstyrsmæssige fortræffeligheder som en påfugl: ‘I wanna see your peacock, -cock, -cock’.

Titel- og åbningsnummeret er anonym, ungdomsfikseret radiopop, der ikke rigtig gør fra eller til. Så går det straks bedre på den efterfølgende ‘Last Friday Night (T.G.I.F.)’, hvor der går druk i den, og moderne ekshibitionistisk festkultur får velplacerede drøje hug akkompagneret af albummets suverænt bedste melodi. Ikke at konkurrencen er voldsom hård.

En ting er, at Katy Perrys kandiserede image skøjter på overfladen. Det er bare pop, og fred være med det. Men når hun overmodigt prøver at pumpe lidt seriøsitet ind i tingene, så bliver det næsten ubærligt sløjt. Eksempelvis på den Melodi Grand Prix-gumpetunge ‘Fireworks’ hvor hendes vokalmæssige begrænsninger efterlader rifter i lytterens øregange.