Siden han var dreng, har Tom Egeland haft lyst til at følge i Satans fodspor. Ikke som discipel, men som detektiv. Som en efterforsker, der afdækker hemmelighederne hos denne oprørske engel, der engang var Guds højre hånd, men som endte med at fylde bønder og børn med skræk og rædsel.

»Siden jeg læste ‘Eksorcisten’ og ‘Rosemary’s Baby’ som 13-årig, har jeg været vældig fascineret af Satan,« fortæller forfatteren, hvis spændingsroman ‘Lucifers Evangelium’ udkom på dansk i går.

Tom Egeland selv er en hyggelig norsk mand, med et busket skæg. En mand, som man næppe vil mistænke for djævletilbedelse, men helt sikkert for at tilbringe mange timer med næsen i en bog. 

Og sådan hænger det netop sammen, for ateisten Tom Egeland er med egne ord grænseløst interesseret i religion og mytologi ‘på den akademiske måde’. Han har i mange år bjergtaget nordmænd med sin spændingsserie om arkæologen og albinoen Bjørn Beltø, der roder sig ind i og ud af religiøse og historiske mysterier.

»I min seneste bog, ‘Pagtens vogtere’, møder Bjørn Beltø en mand, der forsker i Satan, og pludselig kunne jeg se, at jeg kunne skrive den bog, jeg gerne ville inden for hans univers,« forklarer han.

Historien tager sit udspring i fundet af et ældgammel manuskript, der sender Bjørn Beltø på en jagt gennem Europa, hvor han hele tiden må se sig over skulderen. Undervejs kæmper han også en konstant kamp mod sin egen trang til at afskrive Satan – eller Lucifer, som han også hedder – som en ren djævel. Men den trang bliver mindre, efterhånden som den virkelige Satan dukker frem under lagene af middelalderlige skrækhistorier.

»Jeg har virkelig forsøgt at beskrive Satans udvikling i bogen, for oprindelig var han slet ikke så ond, som man senere gjorde ham i middelalderen, selv om han ganske vist var en ensom ulv,« siger Tom Egeland og tilføjer, at Satan besad jobbet som Guds højre hånd, indtil han gjorde oprør.

»Og man skal tænke på, at Gud i det Gamle Testamente jo ikke altid var god. Han slog babyer ihjel og udryddede hele folkeslag, som det passede ham,« griner forfatteren og har svært ved at skjule sin medfølelse for den oprørske engel, der gjorde op med sådan en Gud.

»Det bliver jo let opfattet som om, man er satanist, hvis man siger, at man har sympati for Satan, men jeg forstår godt oprøret,« siger han.

Satanister bliver ofte forbundet med afbrænding af kirker og ofring af dyr ved fuldmåne, men hvis Satan slet ikke er en skurk, så er det vel heller ikke så slemt at være satanist?

»Vi har et såkaldt satanistisk miljø i Norge, men de er i virkeligheden slet ikke satanister. For satanisme handler om egoet. Mens kris­tendommen i dag dyrker næstekærligheden, så dyrker de ægte satanister kun sig selv,« siger Tom Egeland.