Fra den norske thrillermes­ter Tom Egeland får vi så lige kylet ‘Lucifers evangelium’ i masken. Med vanlig elegance drejer Egeland kniven rundt og rundt i såret, mens den stakkels læser skriger i afmagt og fortvivlelse.   

Lektor i arkæologi Bjørn Beltø bliver en dag ringet op af konservator Koroljov fra Kiev angående nogle meget gamle og utroligt velbevarede papyrus-dokumenter. På den ene side er der skrevet med kileskrift og på den anden side med ukendte tegn og tegn, der ikke burde forekomme på dette sted.  

Et uhyggeligt spil tager sin begyndelse. Koroljov og de fleste andre, som kommer i kontakt med dokumenterne, dør på mere eller mindre gådefuld vis. Og sagen svøbes uhyggeligt ind i et masse­selvmord.   

Samtidig blandes en næs­ten 40 år gammel sag om bortførelsen af en 10-årig pige i Rom og en stribe mord ind i det hele. Pigens far får af ukendte mænd ordre til at fremskaffe det såkaldte ‘Lucifers evangelium’, ellers vil hans datter blive levende begravet.   

Her er mørke, mystiske hemmeligheder, som nogen for alt i verden vil holde skjult, og andre vil have frem i lyset. Skal menneskeheden træde et trin op ad evolutionsstigen? Eller er vi stadig for primitive her i grænselandet?  

De største spørgsmål og svar ligger gemt i de gamle tekstruller, og alle er ude efter svarene. Hemmelige selskaber har i årtusinder arbejdet med at tyde og forstå skrifterne og afsløre ‘sandheden’ om religionerne og mysterierne om livet og døden.  

Tom Egeland giver sine svar på alle de store spørgsmål, og det gør han både elegant og med en filosofisk spænding så sej som den mest svedige blues.  

Og så lader han selvfølgelig en dør stå på klem. Læseren skal ikke have det hele foræret, men så sandelig have lov til at deltage i de morderiske og filosofiske løjer. Strengene er spændt helt op på det her instrument.