Det er surt at være boligløs i Århus i denne uge. Hotellerne i byen har stort set meldt om udsolgt, og man må helt ud til Brabrand eller Hørning, hvis man vil have et hotelværelse for mindre end 1.500 kroner per nat. Det viser en hotelsøgning på hjemmesiden Visitaarhus.dk.
På nær Plaza Århus i midtbyen fortæller alle byens største hoteller og hostels som City Sleep-in, Cabinn og Radisson, at de længe har været fuldt bookede i netop denne uge, og de fleste af gæsterne er her for at deltage i festugen, enten som publikum eller optrædende.
»Vi har desværre altid lidt for få hotelværelser i Århus under festugen,« mener turistdirektør i VisitAarhus Jens Hausted.
Et problem, som hverken hotellerne eller de erhvervsdrivende i byen er særligt kede af.
»Festugen har enormt stor betydning for Århus som turistby. Dels fordi den tiltrækker så mange mennesker i selve ugen, dels fordi den generelt er med til at gøre Århus synlig i udlandet,« mener turistdirektør i VisitAarhus Jens Hausted.
Der findes ingen præcise opgørelser af, hvem og hvor mange de internationale festugegæster er, men turistorganisationen har alligevel et godt indtryk af, hvor de kommer fra.
»Vi kan i hvert fald se, at der har været mange besøgende på vores hjemmeside fra nabolandene Tyskland, Sverige og Norge i ugerne op til festugen. Det er jo ikke sikkert, at de alle er taget hertil, men da programmet også rækker meget ud til nabolandene, giver det god mening, at festugen appellerer til netop de lande,« siger turistchefen.




























































/templates/img/global/5-col-line.jpg)








