Endelig! En debutfilm, der ikke vil for meget. Det kan diskuteres, om den vil for lidt, men den er dejligt fri for den overgjorte ivrighed, der ofte præger en instruktørs første film. 

‘10 timer til Paradis’ er sikkert og afdæmpet fortalt og sine steder ekstremt rørende i al sin enkelthed. 

Den debuterende instruktør, der her er tale om, hedder Mads Matthiesen, og han dimitterede fra gør-det-selv filmskolen Super16 i 2007 med kortfilmen ‘Dennis’, der er en af de bedste afgangsfilm fra den alternative filmskole overhovedet. Hans første spillefilm er en udvidelse af universet fra afgangsfilmen, der også havde den enorme bodybuilder Kim Kold i hovedrollen, og fortsættelse af figuren Dennis.

Den 38-årige kæmpe bor hjemme hos sin bitre mor, der har en doktorgrad i at give sønnen dårlig samvittighed, opnået fra livets skole med en drikfældig og svigefuld ægtemand. 

Hun fastholder sin søn i et jerngreb af amourøs ensomhed og trækker sin egen bitterhed ned over sin forknytte søn. Han smiler kun efter en veloverstået omgang styrketræning, når han sammenligner muskler i spejlet med sin træningsmakker, men uden for fitnesscentreret tør han ikke vise dem.

Et bryllup hos onklen Bent, der har giftet sig med thailænder, giver Dennis blod på tanden. Han vil også opleve onklens lykke, men det er svært for Dennis at finde kærligheden i Pattaya, når man på forhånd skal aftale med pigerne, om man er ‘kærester’ for en time eller hele natten med rabat. Men det ændrer sig, da han møder den selvstændige
fitnesscenterejer Toi.

‘10 timer til Paradis’ er en sikker og velfortalt debutfilm. Men også en anelse ensporet. 

Portrættet af Dennis bliver til tider en anelse endimensionelt, fordi filmen mangler et subplot. Med en så forknyt figur som Dennis kunne man godt have ønsket sig at se andre situationer, der kunne kaste yderligere lys over, hvad der har skræmt marmormanden i selvvalgt eksil i sin egen krop.

Men det ændrer ikke på, at ‘10 timer til Paradis’ er rørende i al sin enkelthed. 

Mads Matthiesen gør elegant brug af kontrasten mellem Dennis’ enorme krop og lille selvværd. Han udstiller aldrig hans fysik som absurd, selv om alle synes, den er det, men lader den understrege hans indesluttethed. 

Som når Dennis kører knallerttur med Toi på Pattayas befærdede veje og får knallerten til at virke absurd lille. Og det er en tilsvarende enkel men rørende scene, da den lille Toi lægger armen beskyttende om Dennis, mens de ligger i ske. 

Kim Kold gestalter en overraskende bevisende Dennis. Den største forklaring på, at han lykkes med rollen, ligger nok i hans flid i træningslokalet (og hos tatovøren), mens også hans monotont leverede replikker understreger figurens forknythed.