Kate Winslet skambrækker sig ud over stuebordet. Tre-fire store brækstråler rammer de sjældne og dyre kunstbøger på bordet, som var de demonstranter, der bliver skyllet hen ad gaden af vandkanoner. Vi er cirka 20 minutter inde i ‘Carnage’, hvor brækorgiet for alvor sætter gang i Roman Polanskis komiske kammerspil i filmens suverænt mest morsomme scene, der overrasker og overrumpler med sin bramfrihed. 

Nancy og Alans (spillet af Kate Winslet og Christoph Waltz) 11-årige søn har slået tænderne ud på Penelope og Michaels (Jodie Foster og John C. Reilly) jævnaldrende dreng. Derfor har sidstnævnte par inviteret på kaffe og kage en eftermiddag i deres lejlighed for at tale ud om tingene og håndtere hele situationen som voksne mennesker. 

‘Carnage’ foregår praktisk talt i real time. Vi er kun væk fra de to ægtepar i introsekvensen og under rulleteksterne, hvor de to 11-årige drenge henholdsvis toppes og forsones. Resten af filmen foregår i lejligheden, og som handlingen skrider frem fyldes lokalet med de fire temperamentsfulde personers indestængte følelser, der ikke kun bunder i drengeslagsmålet. 

Det er især skuespillet, der holder dampen oppe i ‘Carnage’. Og den tempofyldte og velskrevne sidste del af filmen, hvor de mange følelsesudladninger begynder at afsløre to dysfunktionelle ægteskaber, giver skuespillerne rig mulighed for at folde deres talent ud. På grund af det stærke skuespil tilgiver man, at ‘Carnage’ i bund og grund er filmet teater. 

Den garvede Roman Polanski, der senest var aktuel med den politiske thriller ‘Skyggen’, forsøger at lege med rummet ved at bruge spejle og skabe en illusion om, at der er flere mennesker til stede i lokalet, men det er ikke gennemgående nok og virker halvhjertet – og i sidste ende udebliver klaustrofobi-følelsen, som også er svær at skabe på filmens korte spilletid. 

Til gengæld udnytter ‘Carnage’ sin real time-præmis effektivt og lader på herlig uforudsigelig facon alliancerne på den verbale slagmark komme og gå på få minutter. Mændene knytter pludselig bånd over et glas whisky, mens kvinderne drukner mobiltelefoner og bander over deres mænd. 

Til sidst kan ingen, heller ikke publikum, finde hoved og hale i det store frustrations-roderi. Det gør nu heller ikke så meget, for smilet har for længst fundet vej til læberne. Før man ved af det, har man været vidne til 80 minutters morsomt og velspillet facadefald.