Der er meget historisk, man kan fortælle om den tidligere direktør for FBI J. Edgar Hoover, men måske ikke så meget personligt. En af USA’s mest magtfulde mænd i det 20. århundrede gik nemlig stille med dørene, når det gjaldt hans privatliv. Pudsigt nok var han ikke bleg for at rode i andres.

»Ja, du har jo ikke megen familie og ingen venner,« halvt spørger, halvt konstaterer justitsminister Harlan Stone i 1924, da han udnævner Hoover til direktør for det, der dengang kaldtes The Bureau of Investigation. Den ambitiøse unge mand, uddannet advokat, er på det tidspunkt endnu ikke fyldt 30, men har allerede været i bureauet i syv år og har utvivlsomt endnu længere tid været en selvretfærdig stræber, for ikke at tale om en følelsesmæssig krøbling. 

Der klippes hyppigt mellem Hoovers unge og sene år i bureauet, og instruktør Clint Eastwood formår at gøre de forskellige tidsaldre lige spændende og vedkommende. 

Hoover portrætteres som en paranoid mand, der tager hædren fra andres gerninger og generelt bliver mere end fornærmet, hvis ikke han får sin vilje – og det er overraskende fascinerende at følge ham hans usympatiske træk til trods. Leonardo DiCaprio levendegør J. Edgar Hoover til fulde, men han får også lov til at spille en mand fuld af kompleksitet, og han er fængslende og overbevisende i sin intense levering. Hans medspillere blegner – med undtagelse af Armie Hammer, et lovende stjernefrø, og selvfølgelig Judi Dench, der er tangerer det morsomme i rollen som hans svært konservative og påståelige mor.

‘J. Edgar’ er en tragisk kærlighedshistorie, for manuskriptforfatter Dustin Lance Black har valgt at fortælle historien fra den vemodige vinkel. 

Hoover møder relativt tidligt i sin karriere den ligeledes advokatuddannede Clyde Tolson (Armie Hammer), som han ansætter næsten på stedet. Og uden at der går ‘Brokeback Mountain’ i filmen, er det ganske tydeligt, at Hoover og Tolson er mere end blot nære kolleger. Derfor er det også sørgeligt, at Hoover ikke tør tage en chance med sin partner, der bliver hos ham resten af livet.  

Om J. Edgar Hoover overhovedet var i stand til at elske nogen, er filmens røde tråd. Men på klassisk Eastwood-maner holdes tonen sober og sammenbidt. Her taler rigtige mænd ikke om følelser. Når man forlader Eastwood & Blacks Hoover-univers, er det i særdeleshed med følelsen af at have ondt af ham.