Få actionsekvenser er så veludførte, at de øjeblikkeligt opnår status som ikonografisk popkultur. 

Det lykkedes imidlertid i den første ‘Mission: Impossible’-film i scenen, hvor Tom Cruises superagent, Ethan Hunt, fires ned fra loftet i CIA’s hovedkvarter for at hacke sig frem til den såkaldte NOC-li-
ste. 

Og nu lykkes det i endnu højere grad i seriens fjerde del, ‘Ghost Protocol’ – igen med Cruises akrobatiske evner som omdrejningspunkt og en computer som mål. 

I bedste Spider-Man-stil klatrer Cruise op og løber hen ad vinduerne på verdens højeste bygning, Burj Khalifa i Dubai, mens man som tilskuer efterlades måbende.

Den scene er så velkoreograferet, at Cruises ellers falmende karrierestjerne pludselig på ny lyser med fordums styrke, og scenen er i sig selv argument nok for, at ‘Ghost Protocol’ må og skal opleves på det store lærred. 

Bevares, ret skal være ret: Plottet er ikke videre nævneværdigt og tenderende det banale. 

Ubåde, missilkoder og satellitter leder tankerne hen på Bond-film fra 90’erne, men forløses ikke desto mindre befriende fokuseret. Opbygning, pay-off, opbygning, pay-off – ingen svinkeærinder. 

Og modsat ‘M:I-3’ er det verdensfreden frem for en pige og personligt fnidderfnadder, der er på spil. 

Sammenholdt med for eksempel ‘Bourne’-trilogien er der mindre intensitet i ‘Ghost Protocol’, men som rendyrket popcornsunderholdning er den lige så medrivende og forbandet fornøjeligt selskab som instruktør Brad Birds egen ‘De Utrolige’.