‘My Week with Marilyn’ er baseret på Colin Clarks erindringer ‘The Prince, the Showgirl and Me’ og den efterfølgende ‘My Week with Marilyn’. 

Clark var i sommeren 1956 en ung fyr, der ikke havde lyst til at følge i sin fars akademiske fodspor. Han ville lave film og havde tilfældigvis mødt Sir Laurence Olivier ved en fest, hvor denne havde opfordret ham til at henvende sig, hvis han havde lyst til et job. Da Clark gør sin entré hos Oliviers produktionsselskab, er der intet job; men Clark er standhaftig og bliver ved med dukke op, indtil Olivier forbarmer sig og giver ham en chance. 

Marilyn Monroe var omvendt en kæmpe stjerne i offentligheden, men privat en ulykkelig stakkel, men selv ulykkelige stakler kan have en god dag – eller måske lige frem en god uge.

Colin Clark er ikke filmens sande stjerne, det er selvfølgelig Marilyn – selv i Michelle Williams’ skikkelse er hun stadig den, man ikke kan tage øjnene fra og tilmed historiens mest interessante figur – om end en komisk Kenneth Branagh som Olivier giver hende kamp til stregen. 

Williams leverer ikke kun en sexet præstation men en dybfølt og inderlig en af slagsen. Man næsten glemmer, at det ikke er Monroe selv, selv om Williams ikke ligner Monroe til punkt og prikke, men hun personificerer Monroe fuldstændigt – og har på alle måder gjort sig fortjent til den hæder og de priser, hun har modtaget for rollen. Det er unægtelig hendes film!

Nu havde det været nemt, for ikke at sige åbenlyst, at lave et stort drama om det, der var Marilyn Monroes tragiske liv, så det er faktisk befriende at få en ny vinkel på Marilyn. 

Filmen kommer dog aldrig i dybden med hendes problemer med berømmelsen, for her handler det mest om venskabet til unge Colin Clark, der bliver hendes beskytter, efter at hun flere gange er brudt sammen på settet under Oliviers pres. Stikirenddrengen Clark vil ikke have noget af hende, han er tilfreds med bare at hænge ud sammen med hende, og det er alt sammen sødt og hyggeligt underholdende, men ikke specielt sensationelt at følge deres uskyldige uge sammen. 

Instruktør Simon Curtis tilføjer heller ikke meget bid til filmen, der slavisk følger produktionen af ‘Prinsen og korpigen’.

 Men her er det nærmest morsomt, hvor ufølsomt Olivier optræder. Den blændende Branagh fylder desværre ikke meget i filmen, men han får heldigvis det ypperste ud af sin lettere ensporede birolle. Med sin fimsede accent parodierer han næsten Olivier og er tæt på at stjæle billedet fra Williams, der omvendt spiller sin rolle ganske seriøst. 

Er man selv interesseret i Marilyn Monroe bør man også se ‘My Week with Marilyn’, der bestemt ikke rykker meget ved vores opfattelse af stjernen, men det er en harmløs og velfungerende lille film om en helt almindelig ung fyr og en ualmindelig stor stjerne, som i få dage næsten glemte, at hun var en ulykkelig sjæl.