Herhjemme skader det heller ikke at se en film om, hvordan vi behandler hinanden, for man kan

sagtens blive underholdt og opdraget samtidig.

 

Pædagogikken udspilles omkring en viljestærk og fremadtænkende ung kvinde, Miss Skeeter, som netop er blevet færdig med universitetet og vender hjem til Jackson, hvor hun til sin store sorg opdager, at hendes elskede barnepige og husets tjenestepige, Constatine, ikke længere er ansat af familien Phelan. Forklaringen på den pludselige afsked kan hun ikke få ud af sin mor, men der er langt flere ting, der generer den unge dame. Moren har kræft, veninderne har stiftet deres egne familier og karrieren skal sættes i gang. Det hjælper lidt, da hun får et job på den lokale avis, hvor hun skal skrive en klumme om rengøring. Hertil får hun lokket veninden Elizabeth til at låne hende sin hushjælp, Aibileen, der har styr på sagerne. Hvad hun ikke ved, er, at Aibileen er godt træt af sin situation og livet generelt, og pludselig kommer de to forskellige kvinder til at tale om andre ting end rengøringstips. 

 

Man kan ikke komme uden om, at ‘Niceville’ er en film, der vil en masse. Først og fremmest fortælle historien om de generationer af kvinder i USA, specielt i Sydstaterne, der har måttet finde sig i diverse umenneskeligheder i deres hårde tjans som stuepiger, husholdersker og barnepiger. 

 

Det kunne nemt være endt i gru og tristhed, men instruktør Tate Taylor formår at holde tonen let og humøret højt. For selv om livet ikke har været nemt for en sort kvinde i Jackson, Mississippi i 60’erne, er der lige lovligt meget at more sig over i ‘Niceville’. 

 

Det hjælper gevaldigt at filmen, når den nærmer sig den dybe ende med sin letkøbte prædiken om ligestilling, har et ekstra lag af uretfærdighed. Kvindekampen brød ikke ud, før nogle år efter filmen foregår, men vi mærker begyndelsen her: ‘Niceville’ er en feminin hyldest til opgør mod alverdens bøller. Selv dem, man er vokset op sammen med, som bare vil det bedste for deres børn og har bildt sig selv ind, at det er o.k. at træde på andre, for sådan har man altid gjort! 

 

Det er skræmmende, hvordan især Bryce Dallas Howards rolle som venindegruppens alfahun fuldstændig tyranniserer sin omverden i en forkvaklet tro på, at hendes måde er den rigtige. Hendes mission med, at ‘hvide og farvede ikke må bruge samme toilet’, er et af filmens store plot. 

 

Taylor og hans vittige adoptering viser tænder ind imellem de hjertelige grin, og herved når hans morsomme film også at gøre indtryk flere gange, og budskabet er bestemt ikke uvæsentligt eller irrelevant.

 

Derfor kunne dramatikken godt have tålt lidt mere hårdtslående facon i stedet for denne behagesyge beretning om et vigtigt emne, der endnu ikke er et helet sår.