‘Putins kys’ giver et hårrejsende og dystert billede af det moderne Rusland efter kommunismens fald, der ikke ligefrem har ført til de demokratiseringsprocesser, som man turde håbe på. Vi møder en allestedsnærværende personkult centreret omkring Putin (nu afløst af Medvedev) og hans falanks af knælende sykofanter. Filmen er en klassisk og inciterende skildring af de politiske og personlige magtkampe, der er opstået i kølvandet på kapitalismens indtog i Rusland, der både er blevet modtaget med ovationer og højlydte protester. 

‘Putins kys’ er  et solidt lærestykke i, hvor ansporende dokumentarmediet kan være. Filmen forsøger at trænge helt ind bag Kremls tykke mure og afdække magtens inderkreds. Det lykkes kun delvist, fordi det er det konfliktfyldte liv uden for murene, der er i centrum. Filmen bevæger sig stilsikkert mellem den lille og store historie – mellem det frihedssøgende individ over for den knusende stat. 

Filmens to centrale karakterer, Marsha og Oleg, er både venner og politiske fjender. Marsha har gjort kometkarriere i den politiske ungdomsorganisation Nashi, hvis metoder giver stærke mindelser om 30’ernes Tyskland. Modsat er Oleg stærkt kritisk over for Putins styre og de ‘moralske krøblinge’, som han kalder Nashis medlemmer. I filmen følger vi deres indbyrdes rivalisering og tvivl. Filmen skildrer derved et klassisk eksistentielt dilemma, hvis temaer minder om en græsk tragedie: pligten over for fællesskabet og retten til civil ulydighed.