Fra den gamle bokseverden er Charlie Kenton vaklet usikkert ud. Han var vant til selv at styre kampene i ringen. En fighter uden det åbenlyse talent. Nu har han slået sig på robotkampe og flasken med det resultat, at hans sammenflikkede robotter taber konstant, fordi han går efter de store kampe med det samme. 

 

En dag ender den søn, som han ikke har set siden fødslen, hos ham. I virkeligheden var Charlie helst fri, men der er penge på spil, hvis han kan tage sig af knægten hen over sommeren, og modvilligt begynder far og søn at finde ind til hinanden. Heldigvis er sønnike også vild med robotkampe, og da han på en skrotplads finder sin egen, bedagede model, så er brikkerne stillet op til et klassisk sports-/far-søn-drama, hvor de små bliver de store, følelser vinder over penge og de sande helte hyldes. 

 

Det er ganske forudsigeligt, men samtidig fornuftigt skruet sammen. Hvis man kommer alene for plakatens skyld, så vil man overraskes over de få kampe og den fine, rolige skildring af de to opkomlinges forsøg på at få succes i en verden, der er styret af kyniske penge. Vi kan regne næsten hvert eneste skridt ud, men forudsigeligheden kan fungere til en films fordel, hvis man blot vil underholdes. 

 

Instruktøren Shawn Levy bliver sjældent inviteret til oscarfester på baggrund af sine film, og det bliver næppe heller tilfældet her, men ‘Real Steel’ er – sin uopfindsomme og lidt misvisende titel til trods – faktisk en o.k. sød og hyggelig historie om en far og søn, der finder hinanden, meningen med livet og lidt succes på et uventet sted.