Den svenske filminstruktør Daniel Espinosa har taget turen til Hollywood og lavet en actionfilm med store ambitioner. Den byder både på heftige biljagter, smarte CIA-agenter og populære skuespillere. Men interessant kan den desværre ikke kalde sig. Plottet er simpelt nok til at kunne skrives på et frimærke, og iscenesættelsen er trættende – for vi har jo set det hele før, og langt mere ophidsende end her.

Der lægges ellers fint ud. Vi bliver præsenteret for vores ene hovedperson, den unge CIA-agent Matt Weston, der får sin tid til at gå med at sidde og kede sig foran alverdens udstyr i CIA’s safe house i Cape Town. Solen skinner, og den franske kæreste er lækker – men Matt savner udfordringer og rigtigt agent-arbejde. Klip til Tobin Frost, den allerbedste, sejeste og farligste agent firmaet nogensinde har haft, men som nu er erklæret forræder, fordi han har solgt diverse små giftige hemmeligheder til højestbydende de seneste ni år. Hans seneste salg foregår med MI6 i Cape Town, hvor han pludselig jages og derfor bliver nødt til at søge ly på det amerikanske konsulat – og inden længe bliver checket ind som gæst hos Matt, der får ansvaret for ham. Han er dog dårligt nok blevet tortureret (af mere erfarne agenter), før det banker på hoveddøren igen. Denne gang er det ubudne gæster, der vil have fingrene i Frost. Men Weston har ikke tænkt sig at miste sin vej til forfremmelsen.

Det ville være hårdt nok at give Espinosa hele skylden for ‘Safe House’s manglende gennemslagskraft, for han har ikke meget at arbejde med, når det kommer til handlingen og figurerne. Ikke at det er altafgørende, så længe man har tæft for tempo og spænding, og her prøver Espinosa i det mindste at få tingene til at ske. Med hurtig klipning, pumpende soundtrack og vilde stunt ligner det effektiv Hollywood-action. Faktisk lidt for meget. Vi har for eksempel set tag-hopperiet i ‘Bourne’-filmene, og biljagterne er bestemt flot lavet, men imellem de eksplosive actionscener går dramaet i stå. Anspændtheden mellem Denzel Washington og Ryan Reynolds er ikke stressende nok. Vi er aldrig i tvivl om, at de to drenge nok skal få tid til at hygge med en lille snak og måske lige frem en kop te. Når de ellers er færdige med at se mistroisk på hinanden.