Matt Kings hustru er netop endt på hospitalet efter en bådulykke, og han står nu alene tilbage med sine to døtre, 10-årige Scottie og 17-årige Alexandra – og med det faktum, at konen havde en affære – for ikke at glemme familiefonden, der står og skal opløses, hvorfor alle fætrene og kusinerne hænger over ham, så de kan få flest mulige penge ud af arven. Livet er ikke nemt. Heller ikke hvis man bor på Hawaii, som agerer birolle i Matt Kings historie.

Instruktør Alexander Payne og medforfatterne Jim Rash og Nat Faxon fortæller en uglamourøs historie om en familie, der tager på opdagelse sammen. »Min familie er lige som en ø-gruppe ... isoleret og på vej væk fra hinanden,« fortæller Matt King os på lydsporet.   

Det er meget få nulevende amerikanske filminstruktører, der har samme fornemmelse for ægthed som Alexander Payne. Hans film er blottet for polerede kulisser og kunstige figurer. Det virker næsten dokumentarisk, når vi følger Matt tale med børnene, vennerne eller fætrene, og med George Clooney i den altdominerende hovedrolle får vi tilmed en skuespiller, der kan levere en rå og naturlig præstation. Nærmest underspillet følger vi Clooney fra frustrationers dyb til lykkens tinder, og vi tror på ham hele vejen. Det er særdeles rørende og tankevækkende, når han kæmper med opdragelse og erkendelse. Dette er absolut en af de fineste præstationer, Clooney endnu har leveret. 

‘The Descendants’ ligger i gråzonen mellem drama og komedie, og her befinder vi os rigtig godt, idet Payne altid har en pointe med at rykke os derhen, hvor der både er noget at grine og græde over. Det er næsten, som om han holder et spejl op for os – man kan relatere til historien og vores fortabte hovedperson. Payne behøver ikke det store udspil for at skabe dramatik, hans skarpe sans for, hvordan den menneskelige psyke fungerer, er nok til, at han har vores fulde opmærksomhed – også selv om han tilfører varme og humor til sine moraler.