Henry (J.K. Simmons) har ikke talt med sin søn, Gabriel (Lou Taylor Pucci) i årevis, men da han og hustruen modtager et opkald fra hospitalet om, at deres søn har fået fjernet en svulst i hjernen og er ude af stand til at klare sig selv, beslutter de at anbringe ham på et rekonvalescenshjem. Det er her de kommer i kontakt med terapeuten Dianne (Julia Ormond), som erfarer, at selv om Gabriel har mistet sin korttidshukommelse og knap nok kan kommunikere med omverdenen, vækker 60’ernes toner ham midlertidigt op af hans mentale døs. 

Harmonien mellem far og søn stiger i takt med musikken og tager langsomt over som historiens katalysator. J.K. Simmons viser, at han kan bære en større rolle med fint afstemt varme og humor midt i al alvoren. Lou Taylor Pucci er bestemt en af de interessante skuespillere i sin generation, men det virker indimellem, som om han har for ondt af sin rollefigur. Han veksler mellem et halvvejs tomt og halvvejs tårefyldt udtryk, der forvandler sig til barnagtig og naiv glæde, når musikken sættes på. Givetvis sidder Gabriel mentalt fast i sin ungdom, selv om der er gået nærved 20 år, og han skal forestille at være en mand i 30’erne, men selv som teenager virker glæden og lidenskaben lidt forceret. 

Det er imidlertid en meget lille flue i suppen, som man sagtens kan se bort fra – især i selskab med Simmons, som ikke behøver agere meget for at vise en bred vifte af følelser.