Med den erfaring, spændvidde og inderlighed Sean Penn er i besiddelse af, skulle man ikke tro, at der findes en rolle, han ikke kan spille. Afdanket rockstjerne med tydelige ar på sjælen, burde ikke være et problem for Penn. En roadmovie, der strækker sig fra Dublin til en lille flække i Utah, lyder da også indbydende. Og enhver film, der har Frances McDormand på rollelisten bliver kun bedre af det. 

Der er sandelig potentiale for humor og patos i Paolo Sorrentinos skæve drama ‘This Must Be the Place’. Men meget mere bliver det ikke til.
 
Hvorfor Penn skal ligne en billig udgave af The Cures Robert Smith vides ikke, men hans figur, der bare kaldes Cheyenne, er en trist mand i et meget stort hus. Hans hustru gennem 30 år mener dog ikke, at han er deprimeret (nå ikke?!), men at han bare keder sig. Det tror pokker. Hans dagligdag består af en tur til indkøbscentret, hvor han hænger ud med teenageren Mary, der giver ham kamp til stregen med farvet hår, sort eyeliner og endnu sortere livssyn.
 
De er en troværdig duo. Hans forhold til fru 
Jane er derimod næsten lige så utroværdigt som hans overdramatiserede melankolske holdning. En amerikansk tidligere rockstjerne, der i 20 år har boet i Irland og nu laver ingenting, er gift med en amerikansk brandmand (m/k), som synes, han er topmorsom og ellers behandler ham moderligt tålmodigt. Det er underligt, og hvad endnu værre er: Efterhånden som man kommer ind i filmen, er det åbenlyst at tingene kun er underlige for at være underlige. 
 
Det er irriterende, hvor insisterende manuskriptforfatterne er på at udsætte Cheyenne – og os – for bizar opførsel og tåbelig symbolik (Cheyenne slæber rundt på sin kuffert på hele rejsen) i en ellers vedkommende historie om en mand med ar på sjælen, der ikke ved, hvordan han skal komme videre med sit liv, og det er ærligt talt spild af brugen af især Sean Penn, som talrige gange har bevist, at han netop kan bære store, psykologisk tunge roller. Her  er der ingen nuancer, kun dead pan og pjank.