Kunsten at kunne græde til en film er ikke os alle forundt. Chandler fra tv-serien ‘Venner’ måtte for eksempel lægge ører til heftig kritik fra vennerne, fordi han ikke lod tårerne trille, da Bambis mor blev skudt.

Og ligesom i ‘Bambi’ er det et dyrs trængsler, der skal føre våde øjne med sig i Steven Spielbergs ‘War Horse’, men modsat Disney-klassikeren opleves resultatet mere kalkulerende end dybtfølt. 

Der går kun kort tid, før man som tilskuer aner konturen af en desperat Spielberg, der tramper på ens tårekanaler og skriger ‘tud så!’. Alle mesterens episke filmsejl er sat til, men alligevel er det svært at lade sig henføre. 

Hovedproblemet er plottet med den fyrige hingst Joeys odysse gennem Første Verdenskrig som omdrejningspunkt. Vi følger ham fra fødsel og opdræt og videre ud i krigens gru, men mister støt interessen i takt med, at dramaet ellers optrappes. Et dyr kan snildt bære en ikke-animeret spillefilm – for eksempel i den magiske ‘Babe’ om en gris’ ønske om at være hyrdehund. Men proportionerne er anderledes forvrængede i ‘War Horse’, hvor en verdenskrig med millioner af ofre totalt ignoreres til fordel for en hests ve og vel.

Spielbergs filmiske forsvar er et forsøg på at fremstille Joey som et billede på en fælles, overordnet menneskelighed uden nationale grænsers tøjler og ideologiske forskelle. Vi er godt nok i krig, men vi er alle mennesker. En sympatisk, men også ufrivilligt komisk fremstilling. Som i en scene, hvor en britisk og en tysk soldat på få sekunder bliver bonkammerater og har overskud til at forlade skyttegravene for at forenes om at komme den lidende hest til undsætning. 

Bedre bliver det ikke af, at vores firbenede helt må tækkes med at være omgivet af lutter endimensionelle papfigurer, der udviser overdreven hengivenhed over for det stakkels dyr. Værst er dog unge Jeremy Irvine som den centrale menneskekarakter, Albert, der i overdrevet grad blander forelskede blikke med replikker som ‘and then we’ll be together, Joey’.

Når ‘War Horse’ alligevel skal have en halvlunken anbefaling med herfra, skyldes det Janusz Kaminskis bjergtagende og oscar-værdige fotografering.

Med en nærmest guddommelig farverigdom, tekstur og lyssætning får fordums mestre som John Ford, David Lean og Victor Fleming et kærligt skulderklap med på vejen.

Som helhed vil ‘War Horse’ dog gå over i historien som et af Spielbergs mindst helstøbte værker – halvt krigsfilm uden ‘Saving Private Ryan’s realisme eller ‘Schindlers liste’s nerve, og halvt familiefilm uden ‘E.T.’s charme og oprigtige emotionalitet.