Judd Apatow har manifesteret sig som det seneste tiårs naturlige viderefører af Farrelly-brødrenes komiske stil, hvor deres karakteristiske grovkornede optrin er blevet suppleret med en god portion hjertevarme – ganske som man så det i f.eks. ’The 40-Year Old Virgin’ og ’Funny People’. Apatow er med som producer på ’Brudepiger’, der har manuskript af hovedrolleindehaveren Kristen Wiig og er instrueret af Paul Feig. Her er det desværre så småt med hjertevarmen i skildringen af de to veninder, der pludselig må redefinere deres venskab, da den enes bryllup kommer på tværs.
Ganske som mændene har deres ’Hangover’-film, så har pigerne nu fået deres opus om trængslerne og de blandede følelser i forbindelse med overgangen fra singletilværelsen til det gifte liv. Vores hovedperson spilles af Wiig selv. Hun er netop gået fallit med sin egen forretning, kæresten er skredet – og hendes egoistiske elsker rummer næppe løsningen på hendes problemer, som han fornemt slesk spilles af selveste Don Draper (Jon Hamm) fra tv-serien ’Mad Men’. Med andre ord: Intet fungerer i Annies liv. Til gengæld flasker alt sig for veninden Lillian. Den stenrige kæreste har netop friet og med hans omgangskreds følger også forventningerne om et gigantisk bryllup. Annie skal selvfølgelig som bedsteveninde stå for bryllupsforberedelserne, men brudens nye veninde Helen, der strutter af rigdom og de rette kontakter, melder sig også på banen – og således kan rivaliseringen mellem brudepigerne gå i gang med et helt kor af skæve figurer som græsk kor.
Hvor mændene fandt deres sande identitet i en sky af gevaldige tømmermænd, så er det så småt med selverkendelse i ’Brudepiger’. Annie er det meste af tiden ret så irriterende, og i koret af veninder er det kun Melissa McCarthys Megan, der står for nogle gyldne øjeblikke. Hun er en Ricky Gervais i kvindeform, og i filmen fungerer hun som pendanten til Zack Galifianakis’ skæve ener fra ’Hangover’-filmene. Desværre står hendes figur ret alene om at levere de komiske højdepunkter.
’Brudepiger’ har en spilletid på over 2 timer – og det er som regel en dødsdom for en komedie. En del kunne have været reddet ved at skære i den sentimentale del af materialet, der ikke på vanlig Apatow-vis giver historien ekstra tyngde, og så kunne den grovkornede del af historien have stået alene – med den ikke ubetydelige udfordring at skulle appellere til ’Sex and the City’-publikummet, som måske ikke i helt samme grad som mændene har en forkærlighed for bræk og tynd mave som komisk drivkraft. Det ændrer ikke ved, at ’Brudepiger’ i udvalgte øjeblikke har indiskutabelt sjove øjeblikke og med en bedre balance af elementerne i historien kunne den endog ganske overbevisende have fået tacklet både de oprigtige udfordringer for venskaber, når den ene part pludselig flytter sig i livet, og leveret en ramsaltet omgang pigeunderholdning. Nu nøjes vi med det sidste.

Filmanmeldelse: Brudepiger
Der er hård kamp om at være den bedste brudepige i denne ramsaltede kvindekomedie
Instruktør: Paul Feig
Medvirkende: Kristen Wiig, Maya Rudolph, Melissa McCarthy, Rose Byrne
Filmanmeldelse af 'Diktatoren'
Den britiske komiker Sacha Baron Cohen har udviklet sin egen helt særligt grovkornede, platte og satirisk/nihilistiske stil...
Filmanmeldelse af 'Elsk mig igen'
Tror du på skæbnen, eller er alting tilfældigt? Var det bare perfekt...
Filmanmeldelse af ‘The Raven’
Den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe er ikke blot kendt for at...
Filmanmeldelse af ‘Dark Shadows’
Instruktøren Tim Burton og Johnny Depp udgør et sært og fascinerende...
Filmanmeldelse af ‘The Cabin in the Woods’
Hvem laver man gyserfilm for, og hvordan stiller man forbrugeren tilfreds? I bund og grund er det spørgsmålet, der stilles...
Filmanmeldelse af ‘Over kanten’
Der kunne sagtens være brug for en gedigen dansk thriller om jalousiens altødelæggende magt bygget af paranoide...
Filmanmeldelse af 'Hvad med Kevin'
Skotske Lynne Ramsay er tilbage efter ni års pause som instruktør med...
Filmanmeldelse af 'Battleship': Brætspil på film overrasker
Da legetøjsfabrikanten Hasbro annoncerede, at deres brætspils-klassiker ‘Sænke slagskibe’ skulle filmatiseres, blev Jordens...
Afstemninger
















































/templates/img/global/5-col-line.jpg)




