‘Hævnen’ er en rigtig Susanne Bier-film. Den har alle ingredienserne: Det store psykologiske drama, portrættet af emotionelt ruinerede familier, det globale perspektiv, der lægger op til enorme, moralske dilemmaer og samler trådene, så den lille og den store historie afspejler hinanden.

Og så har den en fabelagtig svensk skuespiller – Mikael Persbrandt – i en af hovedrollerne.

Susanne Bier har med ‘Hævnen’ lavet en på alle måder stor film om venskab, kærlighed og tab og om konsekvenserne af de valg, vi træffer. Filmen er blandt Susanne Biers bedste til dato.

Det hele er effektivt og troværdigt skruet sammen i et eftertænksomt melodrama – i ordets bedste betydning. For ‘Hævnen’ jonglerer med de store følelser og aktiverer vores nervetråde, så det risler ned ad ryggen, mens vi håber det bedste for vores hovedpersoner, der må gå grueligt meget igennem.

I hovedrollerne har vi drengene Elias og Christian – spillet af Markus Rygaard og William Jøhnk Nielsen – hvis sprængfarlige kammeratskab næppe er skildret stærkere i nogen dansk film siden Bille Augusts ungdomsklassikere ‘Zappa’ (1983) og ‘Tro, håb og kærlighed’ (1984).

Spillet mellem de to drenge er usædvanligt troværdigt, og man forstår, hvad der driver dem, og hvad der gemmer sig bag Christians lammede ansigt og Elias’ trang til venskab og anerkendelse.

Filmen aktiverer helt fundamentale tanker om, hvad det vil sige at være et menneske, der skal træffe valg og fungere sammen med andre. Og det er netop dér, Susanne Bier rammer plet.