Projektørerne er slukket, sminken er tørret af, og de mange elegante balkjoler er pakket væk.
Holly­woods 82. oscarshow er overstået – uden de helt store overras­kelser. Men hvad vil oscar 2010 blive husket for, når vi om et par år kigger tilbage?

»I virkeligheden tror jeg, at folk vil huske det for, at ‘Avatar’ (James Camerons eventyrfilm, red.) ikke tog en hel masse oscarstatuetter, som mange måske havde forventet,« siger filmekspert Mette Damgaard-Sørensen. Hun har været medvært på programmet ‘Filmkanylen’ og tiltræder til august som forstander på European Film College.

Men selv om mange må­ske vil være overraskede over, at ‘Avatar’ ikke løb med mere end tre af de ‘mindre’ oscarstatuetter, er Mette Damgaard-Sørensen godt tilfreds med, at valget faldt på Kathryn Bigelows ‘The Hurt Locker’.

»Det er en god film, og det er en film, der bruger fiktionen til at gå ind i en problemstilling, som er meget væsentlig i vores tid,« siger Mette Damgaard-Sørensen, som pointerer, at selve filmen ikke altid er det vigtigste, når den lille, gyldne statuette skal uddeles.

»Det har rigtig meget med politik at gøre. Hvis man kigger ned gennem oscarens historie, vil man se, at det handler om at lave nogle statements, der er populære i Hollywood i netop det øjeblik. ‘The Hurt Locker’ er meget en antikrigsfilm og en anti-Bush-film,« siger hun.