Den prisbelønnede nord­mand Erlend Loe er et forrygende fornøjeligt bekendt­- skab. Han er altid megagrineren. Det er der bestemt ikke lavet om på i Loes nye, ‘Stille dage i Mixing Parts’, et forrygende absurd ægteskabsdrama om en norsk familieferie i Garmish-Parten­- kirchen – undersat til ‘Mixing Parts’ af vores tyskhadende hovedperson Bror Teleman.  

Bror tænker kun på teater – hvis det da ikke lige er fantasier om den velproportionerede engelske kogebogsforfatter Nigella Law­- son, der banker rundt i hans hjerneskal.

Bror kommunikerer ikke meget med sine omgivelser. Samtalerne med konen er mest korte, ironiske kommentarer, der ikke altid er lige sammenhængende, for Brors hoved er altid fyldt med store teatertanker om det teaterstykke, han engang vil skrive.

Et stykke, der skal udstille verden, som den virkelig er, og spidde menneskene med sin skarpe afslørende pen i al deres forlorne latterlighed. Problemet er bare, at det efter mange år stadig ikke er lykkedes for Bror at komme i gang med sit stykke.

Brors hustru Nina elsker alt tysk lige så me­get, som Bror afskyr det, så ferieidyllen er ganske mangelfuld. Ægteskabet slår revner. De reagerer over  for situationen på deres sædvanlige barnlige og overfladiske facon, og det er rigtig morsomt at være læserflu­en på væggen.

Teksten svinger mellem teateragtig dialog og Bror Telemans lettere forvirrede tankeverden.
Bror tænker endog på sig selv i tredje person, som er han en rolle i et stykke. Morsom og anbefalelsesværdig skrevet i Loes kend­te naivistiske stil.